Souvenir

Jeg havde en håndfuld garn med herop, hvis jeg skulle møde nogle strikkere. Mødte i går en dejlig dame ved navn Jackie, som fik et af dem. I morges stod hun så ved hotellet med en kasse bøger og opskrifter, som jeg bare skulle gå på opdagelse i.

Fik denne bog og en håndfuld løse opskrifter med. Se, det er sgu da skønt!!!

Har hidtil fået en frygtelig masse ros for mit engelske, om det er fordi jeg bliver lidt mindre bevidst om det efter et par whiskyer, er måske en mulighed.

I dag er det cashmerespinneri og møde i den lokale strikkeklub på The Anderson.

Published with Blogger-droid v2.0.6

Rejsestrik

Trillian, på store pinde og Super Soxx. Har desuden to andre automatstrik med, et halsrør og min egen version af Trillian med en mio picoter.

Var en anelse nervøs for ikke at få lov til at tage strikketøj med i flyet, men der var ingen kommentarer. Blev dog kropsvisiteret, det var nok mere på grund af bøjlebh end mit terroristudseende.... Det håber jeg da i alle tilfælde.

Published with Blogger-droid v2.0.6

Craigellachie

... Og om at udtale det korrekt. Det eneste, jeg kan sige er, at det hjælper hvis man har fået en dram eller to.

Var et smut på bryggeri i Fraserburgh, hvor vi fik smagt en masse dejlig øl hos BrewDog, inden vi endte på meget hyggeligt værtshus. Fraserbugh er en lille flække, hvor selv de lokale undrede sig over vi var der. Kan dog varmt anbefale stedet; mest på grund af BrewDog og de venlige lokale, der er flinke til at tale meget langsomt.

I går landede vi her i Craigellachie, rundede Aberlauer distelleriet og i dag bliver det en stille dag med kun et planlagt distelleri. Til gengæld lagde vi ud med "whisky breakfast", så er stilen ligesom lagt.

Selskabet er, som forventet, absolut skønt. Der er dog nogle amerikanere, der mener, jeg fortjener en masse uld i gave som ene kvinde i selskab med 5 mænd. Jeg kan dog ikke klage, har eneværelse og har en hyggebrandert på hele tiden.

Er ikke stødt på nogle åbne garnforretninger endnu, men der er planlagt et besøg på et cashmerespinderi, så mon ikke jeg får styret min lyst?

Er hidtil kun stødt på venlige skotter, glade turister og en enkelt skotsk drag queen, der gav show på hotellet.

Jeg kan ikke klage.

Published with Blogger-droid v2.0.6

Alt OK

Send flere penge.

Julia, Fraserburgh.

Published with Blogger-droid v2.0.6

Trommehvirvl!

Jeps. Jeg har fundet vinderen.

Med Den Magiske Scrolle-funktion lykkedes det mig at klikke på en vinder.

 Her er så den anden kjole! Dejlig blomstret og lige i skabet. Det var rigtig svært at finde gode billeder, hvor jeg ikke ser mærkelig ud i ansigtet - det er som om jeg har været midt i en sætning, hver gang kameraet sagde klik.Måske, jeg bare skulle lade være med snakke og bare smile...?


Jeg har ikke helt luret, om hun stadig strikker til marsvin - men jeg glæder mig til at se hende i en kjole fra Lady V.

Jeg skriver til Lady V og får rabatkoden.

Dagen i dag skal bruges på alt andet end internet. Jeg skal et smut forbi OUH til et tjek og bagefter mødes med gode mennesker til kaffe og en masse snak.

Vi ses i morgen! Hav en dejlig dag!

fristen er flyttet til i morgen

... For trækningen af Lady V.
Kan ikke finde kameraledningen....

Published with Blogger-droid v2.0.6

det er i dag, jeg trækker lod på Lady V-Give Away!

Husk det er i dag, jeg trækker lod!

Published with Blogger-droid v2.0.6

Blomstrer? mig?

Jeps, har en af mine fødselsdagsgaver på i dag.

Published with Blogger-droid v2.0.6

Energioverload

Jeg tror, jeg har fundet ud af hvorfor, jeg er så rastløs. Jeg har for meget energi. Veninde Aj Am gjorde mig opmærksom på det.

Det er frygtelig bremsende for enhver kreativ impuls. Jeg hader det. Jeg kan ikke finde fokus, fordybe mig. I dag fik jeg strikket ryggen færdig på herrevesten, men da jeg fik puttet de rigtige pinde på forstykket, kunne jeg ikke samle mig til at fortsætte.

I stedet tog jeg mig en lur. Jamen, selvfølgelig.

Nu sidder jeg for anden gang i dag og er morgenagtig. Har nået alt og intet. Største bedrift i dag var at lære Ivalo at binde sine snørrebånd. Det tog ca. 1 minut.

Og så har jeg fundet ud af mit spamfilter roder rundt i de mails, jeg gerne vil have og dem fra mine mange rige onkler i Afrika, jeg ikke kan huske, jeg har. Så, når jeg får ro i hænderne, tager jeg fat i de gode mails. Så hvis I har skrevet til mig og jeg ikke har svaret - er dette grunden.

Egentlig ville jeg skrive lidt om min identitetskrise. Med kroppen nogenlunde på plads, er der dukket nye tanker op om hvem jeg gerne vil være. Uden at miste alt det gode, jeg er. For eksempel har jeg en ubrugelig vane med at tænke ironisk og sarkastisk, hvilket kan være meget sjovt, hvis ikke det var for at det også kan føre en masse negativ tankevirksomhed med sig. Men jeg vil stadig gerne kunne være selvironisk. Det er også en god ting at have i tasken.

Jeg har brugt en masse energi på at være selvironisk. Lavet mindre gode fede-jokes og distanceret mig fra min krop. Nu hvor jeg igen kan holde ud at være i den, er en ny følelse dukket op: Jeg vil gerne tage min krop og dermed mig selv seriøst. Det er altså svært, når jeg hele tiden laver jokes om min krop. Nu er det ikke længere fede-jokes, men hud-jokes. Så lige nu går jeg og tager mig selv i det - prøver at stoppe munden, inden der kommer lyd ud af den - jeg vil fremme den gode energi og det her er da en måde at gøre det på.

Jeg føler, jeg er mit nye WIP.* Og da der er en masse interessante ting at tage fat i, levner det meget lidt overskud til alt det udenom. Og med min overskydende energi, laver jeg lister. Overblik. Eller prøver på det.

Så - måske jeg skulle finde selvhjælpshylderne nede i boghandelen - der må da være en bog for sådan een som mig.

*work in progress

Vinder af Newsprint Cardigan af Laura Zukaite

Vinderen er Fru Knudsen fra Strikketøjet. Tillykke med det - send mig en mail på juliazahle@gmail.com, så sender jeg dig rabatkoden til opskriften, som du kan få via Ravelry.

Jeg er så rastløs for tiden. Det er som om alle mine hjerneceller vil hver deres vej og det kan mærkes ud i kroppen. Jeg farer frem og tilbage og kan ikke finde ro. Rejser mig uden at vide, hvor jeg vil hen. Det er ret sært og jeg er lidt træt af det. Måske det vil hjælpe, hvis jeg får mere struktur ind over dagen;  en liste, en plan. Helt konkrete punkter.
  • Oprydning - et rum ad gangen.
  • Rengøring - hele huset.
  • Forretningsplan. (gulp!)
  • Aftensmadsforberedelse.
  • Tøjvask.
  • Lave blommechutney med vanille og chili.
  • Måske strik, hvis der bliver tid.
 Billederne er fra gårsdagens besøg i hos Lille Røde Ruth. Mine skønne døtre, helt fedtede ind i blommesaft og jord.Vi fik en ordentlig spandfuld blommer med hjem, som skal blive til grød og chutney. Det er så rart derude, i "kolonien", som Ivalo kalder det.

 
Ivalo hoppede og hoppede - hun er blevet så lang og stor og jeg må være ærlig, jeg kan slet ikke følge med. Hun er pludselig blevet et skolebarn og stortrives i SFO´en. Hendes første skoledag er lige om lidt. Huhej - det går for hurtigt for mit moderhjerte. Men hun er SÅ klar.
Ellen er ved at finde sin egen plads i børnehaven efter Ivalo ikke længere er der. Det var lidt svært for hende i starten, men nu glæder hun sig igen til at komme derned. Der er kommet en masse nye børn - og Ellen fortæller glad om hendes bedste venner, som vidst nok er dem alle sammen.
 

Her er et billede af Søren i vesten. I kan måske fornemme, hvorfor jeg syntes den så så lille ud? Men der kommer jo ribkanter på og så skulle det gerne passe over skuldrene.

For lille?

Har lige været omkring Flotte Søren. Er færdig med rygstykket, men syntes pludselig det så så småt ud. Blev hamrende ærgerlig, men taget ribkanterne i betragtning, går det op i en højere enhed. Er meget glad for, jeg ikke skal rippe op og starte forfra fra ærmet.

Utroligt, som jeg kan blive sådan i tvivl, når nu resten har passet så godt.

Det er vel håndarbejde, med alle dets facetter. Lige så sej, jeg kan føle mig, lige så frustrerende, kan det føles. Især, når det kommer til eget design.
Har I det også sådan?

Published with Blogger-droid v2.0.6

Give Away - Lady Vintage i London

Endnu et år er gået - og sikke et år, det har været!


Jeg bliver i morgen 31 år - føler mig yngre end sidste år - der er en verden til forskel. Jeg er begyndt at gå med kjoler igen - har forelsket mig særligt i kjoler fra Lady Vintage, der har forretning i London og på nettet. De har også en Facebook-side, du kan finde lige her.

Lige for tiden kører de en konkurrence, hvor man poster et billede af sig selv i en Lady V-kjole, den der får flest "likes" på sit billede, kan vinde et gavekort til deres webshop. Jeg har selvfølgelig postet et billede, men tag et kig på alle deres billeder, du får et godt indblik i hvordan kjolerne sidder på rigtige damer - og du vil se at deres kjoler findes i mange størrelser. Det er noget, jeg kan lide!

De har en sektion med størrelser op til 30/32, hvilket svarer til 58/60 i danske størrelser, mens den mindste størrelse går helt ned i størrelse 8, der svarer til en 36 her hjemme. Kort sagt - der er noget for enhver!

Her i huset har vi handlet der 2 gange. Begge gange er pakken kommet inden for få dage - og jeg synes kjolerne er prissat godt i forhold til, hvad man ellers kan handle af lignende kjoler inden for Danmarks grænser.

De får hele tiden nye kjoler ind - med skønne prints, der går lige fra kattemotiver til sommerfugle over grafiske mønstre.

Her er nogle af mine favoritter:


Og nu til det rigtig spændende! Lady V er gået med til at donere et gavekort på 35£ (ca. 330 DKK) til en af jer i anledning af min fødselsdag!

Alt, hvad du skal gøre, er at lægge en kommentar her - skriv gerne hvilken kjole, du bedst kan lide, så trækker jeg lod d. 12. august.

Ydermere er der gratis fragt for alle danske kunder, der handler for over 50£ fra i dag til d. 12. august.

Give Away - Newsprint Cardigan af Laura Zukaite

Laura Zukaite har gjort det igen: lavet en smuk kollektion med titlen Black Swan. Som jeg før har skrevet, så er jeg vild med hendes æstetik.


Da den nye kollektion falder samtidig med min fødselsdag, 7. august - er det da helt passende at lave en lille give-away. Jeg fik muligheden for selv at vælge hvilken af modellerne, en af jer måtte få - og det tog ikke lang tid for mig at beslutte at det skulle blive Newsprint Cardigan´en.

Læg en kommentar til dette indlæg, så trækker jeg lod på min fødselsdag.

Jeg vil i øvrigt fremhæve Allegro Dress, som jeg allerede har købt - den er strikket op i Karen Noes hør - og jeg kan forestille mig siddende ved stranden og ligne en million med den på.


Forandring fryder?




Som I sikkert allerede ved, har jeg gennem det sidste år gennemgået en enorm forandring. Jeg har tabt lige knap 60 kilo. Min krop har forandret sig meget - og jeg er først nu ved at lære den at kende igen.

Stilmæssigt boltrer jeg mig i diverse genrer; mest af alt har jeg genopdaget min kærlighed til kjoler. Men jeg er lige så stille ved at finde ud af hvad jeg har lyst til at tage på, i den nye store verden af muligheder. Som stor kvinde har jeg i mange år følt mig nødsaget til at vælge det tøj, jeg kan passe og det har ikke altid været i tråd med hvad jeg havde lyst til at tage på. Shopping er blevet sjovt og alle genbrugsforretninger i Odense og omegn har været flittigt besøgt.

Jeg er gået fra bløde, store former til det, de kalder "normalvægtig". Selvfølgelig kan man se på min krop, at jeg har tabt 60 kilo. Huden er stadig bagud med at trække sig sammen - og jeg er utålmodig. Det er ikke så slemt, som jeg havde frygtet, men heller ikke det bedste scenarie. Jeg venter utålmodigt til der er gået 2 år fra min operation, så må jeg se om der skal fjernes noget overskydende hud. Jeg laver vittigheder om jeg mest af alt minder om et flyveegern eller fladfisk - det bliver jeg nødt til, ellers græder jeg. Ja, jeg er utålmodig.

Motion er blevet en del af min hverdag, jeg løber ture og nyder det (for det meste). Alene det, at trippe op af trapper er en ny oplevelse. Jeg løber rundt sammen med ungerne og cykler stærkt.

Det er det fysiske og er rimelig nemt at forholde sig til.

Og så er der det, der foregår oppe i knolden på mig. Det er en helt anden historie. Dér har jeg rigtig svært ved at følge med. Måden, andre møder mig på nu, er anderledes. Jeg kan godt lide at tænke at jeg altid har været en sprudlende ung kvinde - men for at være helt ærlig, så er det nu nemmere at være det. Før skulle jeg lige tage en dyb indånding før jeg gik ind til sociale arrangementer. Nu springer jeg ind på lette dansefødder.

Jeg melder mig til arrangementer i ét væk og nyder det.

Een af de ting, jeg tænkte meget på for et år siden, var at jeg ikke ville have at Ivalo skulle være hende med den tykke mor i skolen. Vi var i Netto og handle - der var en lille pige, der sagde til sin far: "Se, far, de har en tyk mor". Jeg ved jo godt at det bare var en konstatering og den lille pige ikke  lagde samme værdier i det, som jeg gjorde. Men jeg brød sammen, da vi kom ud i bilen. Om små 14 dage har Ivalo sin første skoledag og jeg er hamrende stolt af hende og af mig selv. Jeg holder hovedet højt. Dét mål er nået.

Men det er som om jeg skal genfinde mig selv. Finde mig selv, som jeg engang var - men der er helt nye vilkår efter de næsten 10 år som svært overvægtig. Så selvom jeg føler jeg finder tilbage til mig selv, er det med helt nye facetter og det er skræmmende. Og spændende.

Jeg har ændret mig. Og når jeg synes det er noget af en udfordring at lære mig selv at kende, kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det er for mine nærmeste. Christian og pigerne står  midt i det hele, men alligevel på sidelinjen. Jeg har mistet min stopklods for hvad jeg kan forlange af andre - måske fordi jeg forlangte det næsten umulige af mig selv - hvor det lykkedes - og nu er så sulten efter livet, at jeg tromler folk omkring mig ned.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde regnet med, for et år siden. Nu gælder det om at  tage det hele oppefra og ned - een ting ad gangen og så huske at nyde det. Men det kan godt være, jeg trænger til et kram i ny og næ, for det er overvældende.

Jeg er spændt på hvad Aalerusen udvikler sig til i løbet af det næste år. Jeg har ambitioner og idéer. Jeg har de bedste læsere og det motiverer mig til at følge min intuition hvad angår mine uldne kreativiteter.

smart!

Published with Blogger-droid v2.0.6

Dødens pølse

Jeg hæsper garn. Så min højre arm er ved at falde af.

Musikken forsøder den trælse opgave og forventningens glæde ved at lave smukt garn motiverer.

I morgen kommer min babyniece til overnatning. Jeg glæder mig, så det bobler i maven og jeg skal ae, møsse og nyde det, så det kilder helt nede i storetåen.

Men først skal jeg igennem Dødens Pølse og have hæspet noget garn.

Published with Blogger-droid v2.0.6

Kildeture og bare tæer

Dagene går lige nu med farvning af garn. Der bliver også kildet, gået rundt i bare tæer og drukket kolde øl.

Strikker løs på herrevest, der lige om lidt har færdig rygstykke og skrevet opskrifter på sjaler.

Jeg eksperimenterer med at farve små 50 grams nøgler til Nessie-kits. Det er spændende, da jeg prøver ny farvningsmetode.

Ivalo er i dag startet i SFO, hun er ved at revne af stolthed, når hun fortæller om det og jeg ligeså.

Ellen er sjov og får alle til at grine med sine udbrud og dimsen rundt.

Det er ikke ringe.

Published with Blogger-droid v2.0.6