Garnanmeldelse: Blackhill Uld&Bomuld fra Garnudsalg

Uld & Bomuld findes i to tykkelser, almindelig og chunky.
  •  Løbelængder:
1 tråd alm: 720Mpr 100gr: ca pind 2½-3.
2 tråde alm:  ca 360 m pr 100gr: ca pind 4-4½.
1 tråd chunky: 230 m pr 100gr: ca pind 5-5½.
1 tråd chunky og 1 tråd alm: 720m 175m pr 100gr: ca pind 5½-6½.
1 tråd chunky og 2 tråde alm: 720m 140 m pr 100gr: ca pind 6½-7.
2 tråde chunky: ca 115 m pr 100gr: ca pind 7-8.
  • Anbefalet pindestørrelse: 2½ - 8 mm.
  • Strikkefasthed: Kan varieres utrolig meget - jeg har lavet 4 strikkeprøver i glatstrik og målt strikkefastheden på 10 cm: (husk at min strikkefasthed er ret fast).
1 tråd chunky på 5 mm: 20 masker.
1 tråd alm: på 2½ mm: 34½ masker.
1 tråd alm på 3 mm: 31 masker.
2 tråde alm på 4 mm: 21 masker.
  • Fiberindhold: 50% uld og 50% bomuld.
Den almindelige Uld & Bomuld består af 2 tråde, der er spundet og tvundet forholdsvis løst. Dette giver et blødt garn, der er særlig velegnet til fair isle-strik, da garnet "arbejder" sig pænt sammen uden den voldsomme maskedefinition. Strikker man eksempelvis et strukturmønster, vil maskedefinitionen ikke stå ultraskarpt frem, men give en blød maske. Jeg har her strikket perlestrik, hvor jeg har strikket med to tråde af gangen:


Dette har givet mig muligheden for at lave bløde overgange mellem farveskiftene. Jeg har blot udnyttet perlestrikkens mønster og garnets struktur til at blende farverne sammen og strikket således (mønster til perlestrik kommer længere nede på siden):
  1. 4 rækker med 2 tråde med farve A.
  2. 4 rækker med 1 tråd hver af farve A og B.
  3. 4 rækker med 2 tråde B.
  4. 4 rækker med 1 tråd hver af farve B og C.
  5. 4 rækker med 2 tråde C
  6. Du har sikkert fanget pointen nu... :-)

Men - jeg mener at garnet kan bruges til så meget mere. Jeg ser for mig  alt lige fra sommertoppe til vintertrøjer; fiberindholdet giver ganske enkelt flere muligheder og jeg tør vædde på at flere børn (og voksne)vil sætte pris på bomuldens bløde egenskaber.

Jeg har lavet en lille prøve med hulmønster, jeg selv synes er blevet ganske pæn. Det er "skitsen" til en kant på et sjalsmønster, jeg er ved at strikke, så I får desværre ikke mønsteret endnu.


Dette bringer mig til faldet. Da min strikkeprøve var tør (hvilket det gjorde overraskende hurtigt), fandt jeg ud af at garnet har et fantastisk fald. Jeg ser for mig et sjal strikket i perlestrik med samme farveskift som i min strikkeprøve, med en bred hulmønsterkant, der er strikket på på tværs. Ulden gør sjalet let og varmt, mens bomulden giver den helt rigtige tyngde, der gør at det falder smukt. Jeg er sikker på at Camomille vil blive et hit i dette garn.


Farverne - Uld & Bomuld findes lige nu i 13 farver. Du har sikkert allerede gættet at jeg har haft megen sjov ud af at lege med farverne - alle farver passer på en eller anden måde bare godt sammen og er nemme at blande til nye farver ved at bruge 2-3 tråde ad gangen. Garnet i sig selv er meget levende - på grund af blandingen af de to fibre, er der flot spil i garnet.


Og så til chunky-garnet. Dette garn består af 6 tråde, der er spundet løst og tvundet sammen - ikke lige så løst i den 2-trådede, dog. Jeg startede med en prøve i glatstrik, på pind 4, dette gav et ret fast stykke stof, som jeg forestiller mig bliver en smule for fast til beklædning.



Så prøvede jeg at strikke perlestrik; smukt, smukt - super-definerede masker og en anelse løsere masker end prøven i glatstrik på grund af skiftevis ret og vrang. Jeg fik lyst til at strikke brombærmønsteret og dette er nok det mest vellykkede, synes jeg. Kablerne blev tilføjet og dette har overbevist mig om at chunky-garnet er perfekt til strukturstrik. Gå amok i kabelmønstre og perlestrik og få en dejlig sweater velegnet til det danske klima.

Som alt det andet garn fra Garnudsalg er dette garn lækkert - og billigt. Kenneth gør sig umage for at skaffe sit garn til yderst rimelige priser og det kommer os strikkere til gode. Du kan strikke en trøje for 160 kr og det er jo sød musik. Især når garnet samtidig er så godt.

Jeg overvejer at tage et par cones hjem af den mest hvide farve og se hvordan mine farverier vil se ud. Hvis det bliver godt, kan det være jeg sælger lidt af det.

Vær opmærksom på at garnet leveres uvasket - så giv lige din strikkeprøve en vask og tørring - og læg mærke til hvor smukt det bliver.


Jeg har fundet en lille bitte del af de mange opskrifter, du kan parre dette skønne garn med:
Og så til mønsteret:

Jeg har valgt at inddrage hele 3 mønstre denne gang. Jeg har virkelig nydt at strikke i det her garn og er fast besluttet på at strikke et sjal fra Garnblomsten i det her garn. Jeg må bestille mere af den chunky i Åbent Hav, for farven er skøn og klæder mig godt og jeg er ude i en måske-CPH.

Mønstrene er perlestrik, brombærmønster og kabelmønster over 4 masker:

Klik på billedet for at få det større.


14 kommentarer:

Guðrun J sagde ...

Garnet og det hele ser lækkert ud. Men jeg synes altå, jeg lige vil kommentere, at det er et virkelig godt indlæg, du har skrevet. Meget arbejde bag, selvfølgelig.

annelises kreativiteter sagde ...

Tusind tak for den fine garnanmeldelse. Det er dejligt at garnet er blevet teststrikket. Du har virkelig gjort noget ud af det. Det er bestemt noget garn jeg vil prøve, og prisen er også rimelig.

dqpage sagde ...

Tak for din anmeldelse af garnet fra garnudsalg.
Jeg har tit kigget på det, men på grund af mit manglende kendskab til dette garn, har jeg holdt mig til det sikre.
Er på jagt efter en garn, der kan matche magpie fra Rowan, (der vist er udgået), til at strikke en vikinge mønstret trøje i. Og nu får jeg den tanke, at det chunky garn vil være velegnet ..
for slet ikke at tale om hvis man skulle få lyst til brombærtrøjen fra Feminin Strik.
Heldigvis kommer Garnudsalg på Saltum uldfestival her i maj, og så kan jeg jo kigge nærmere på det der. :o)
Det er en forrygende idé med garnanmeldelse - endnu engang tak :o)
hilsen Mona

IF Stjernen sagde ...

Jeg er ved at strikke Carlas mor af Duddelutte i en tråd chunky. Den er til min veninde, der ikke kan klare uld der kradser. Hun var meget begejstret for garnet og det er jeg også.
Der skal bruges 400-500 gram garn, alt efter størrelse, så den koster max 200 kr at lave :)

Hvis du farver noget af dette garn, så skal jeg nok hjælpe dig af med det ;)

Det skal forøvrigt lige siges at jeg ikke kan strikke i ren bomuld, da det er for hårdt for mine hænder, pga gigt, men jeg har slet ingen problemer med dette garn :)

Louise sagde ...

Jeg kan kun sige tak! Fedt med sådan en garnanmeldelse.

Kirsten Amstrup sagde ...

Det var en meget flot anmeldelse af bomuld/uld garnet fra Garnudsalg. Flot pga det grundige arbejde, du har lagt i den, flot pga den store informationsmængde, der var i den og flot fordi den er velskrevet og med lækre billeder.
Ikke mindst flot, fordi du har taget dig tid og energi også til at anbefale opskrifter.
Tusind tak skal du have. Du kan fortælle Garnudsalg, at du lige har fået mig til at beslutte, at det bliver dette garn, jeg vil bruge til ADs vandspejl-kjole, som jeg glæder mig meget til at lave.
Mange hilsner Kirsten fra Præstø

Birgitte sagde ...

Tak for den fine anmeldelse. Snedig måde at lave striber på og virkelig smuk kant. Glæder mig til at se mere.

Anonym sagde ...

Hold op hvor er det lækkert at du gider lave arbejdet for os andre.
Jeg er ikke lige den, der bare køber til lager og laver en masse forsøg med garnet,så det her gør det meget nemmere for mig at vurdere om det lige er det garn jeg kan bruge til et projekt.
Tusind tak !
Anne E. H.

Angelikas quilts and knits sagde ...

tusinde gange tak for din anmeldelse :-) nu frister garnet endnu mere !
strikkeglade hilsner
Angelika

Ulla Røjkjær sagde ...

Det er en af mine ynglingsgarner.

Erika sagde ...

Og jeg er enig med både dig og Ulla. Uld/bomuldsblandingen kan man kun elske.

violykke sagde ...

Jeg er også vild med det garn,eller faktisk alt hans garn. Super dejligt med al' den Info du har lavet.

Charlotte sagde ...

Hej Julia
Fantastisk stort og grundigt arbejde du her har gjort. En kæmpe hjælp for andre, som måske nok gerne vil strikke og lave spændende ting, men måske ikke helt har tiden og viden nok, til at finde de spændende sider/opskrifter. Jeg læser din blog med stor glæde, og inspireres i et væk. Ha' en rigtig dejlig uge i det dejlige vejr. Charlotte.

Hanne sagde ...

Det er fuldstændig jabadabaduuuu... garn.

Jeg har strikket chunky på pind 7.
Så er det lige pludselig beklædningsanvendeligt.
Tunikaer, toppe m.m. rumsterer i mit strikkelaboratorium;)))
Tusind tak for inspiration til farveskift.