Ja, jeg er ikke færdig med mine app-eventyrer. Jeg fik en ordentlig stak gavkort til iTunes, da jeg fyldte 30, og jeg har brugt en del af dem på apps og lydbøger.
Jeg har derfor testet endnu en lille stak strikke-apps - de fleste er lidt mere avancerede og har flere funktioner - og er derfor en smule mere omfattende at beskrive. Igen gælder det, at apps´ene er på engelsk. Hvis du endnu ikke har læst mit andet app-anmeldelses-indlæg, så tag et kig her.
Her er mine erfaringer:
Lion Brand: Opskriftsdatabase, videoinstruktioner, skrevne instruktioner med tegnede diagrammer, opslagværk til teknikker, garn, opskrifter, mønstre og meget, meget mere. Faktisk er der så meget i denne app, at jeg først blev lidt rundtosset af de mange funktioner, som ikke koster andet end tid at browse sig igennem.
Man skal have et rimeligt kendskab til Lion Brands garner for at få en optimeret søgning i deres opskrifts-database, da garnernes navne ikke altid fortæller een hvad det er for en slags garn, man vælger. Men da der er så mange andre søge-funktioner, kan man snildt finde frem til en opskrift. Selvfølgelig er opskrifterne baseret på garner fra Lion Brand, som de færreste her i DK kan købe. For de flestes vedkommende, kan man substituere garnerne med det vi har her i Danmark. App´en indeholder desuden en funktion, der kan guide een til den nærmeste forretning, der sælger Lion Brand-garner, men da der ifølge app´en ikke findes nogle forretninger i Danmark, der sælger garnerne, er denne funktion ikke noget værd - men skidt med det - der er mange andre funktioner såsom vejledningerne, tips/tricksene, videoerne, som man kan have glæde af.
Opskrifterne er en blanding af mange stilarter. Der er lige fra pelsgarner brugt til veste i bedste 80´er-stil og smarte armbånd, som den mest modebevidste teen gerne vil gå med. Forbered dig på lidt af hvert.
Pris: Gratis.
Vogue Knitting Newsstand: Som navnet fortæller, er dette en slags bladkiosk-app, der i sig selv er gratis, men meget hurtigt kan koste dig penge - og sikkert også kommer til det. Her kan du købe dig til forskellige udgivelser Vogue Knitting har lavet; lige fra magaziner til bøger. Du kan blandt andet købe VK Fall 2011 til 30 kroner, Knit. 101 til 59 kroner eller VK Ultimate Sock Book til 89 kroner. Alt sammen i en digital udgave, som kan læses på din iPhone eller iPad.
Vær opmærksom på at Vogue Knitting i Danmark hedder Designer Knitting og kan købes hos velassorterede kiosker rundt i landet. Her koster bladene et sted mellem 120 og 140 kroner (hvis jeg husker rigtigt).
Nogle har det bedst med en IRL-udgave af bøger og magasiner, som de kan bladre i, mens andre fint kan klare sig med en digital udgave. Jeg har en smule svært med det lille format min iPhone har i forhold til at sidde med et magasin/en bog i hånden, men hvis jeg havde en iPad, ville jeg aldrig købe flere blade i min lokale kiosk, men blot benytte mig af apps som denne og nøjes med en digital udgave. Dette gælder for samtlige Newsstand-apps, jeg anmelder.
Ud over opskrifter, er der også artikler, anmeldelser (både garn, bøger, værktøj) og en hel del reklamer.
Opskrifterne findes i mange størrelser - men ikke alle størrelser når helt op i de store og de går fra begynder til øvet.
Pris: Gratis, men kan sagtens koste (mange!) penge alligevel.
The Knitter: Samme princip som Vogue Knitting Newsstand, hvor man kan købe forskellige digitale udgivelser af det engelske strikkemagasin The Knitter. Lige nu kan man gratis downloade en tidligere udgivelse af magasinet, nærmere nr. 35. Man kan ud over den gratis version, købe 3 magasiner til 42 kroner stykket. En hel del billigere end hvad de koster i print.
Der er mulighed for at spare penge ved at købe abonnementer, hvor man enten binder sig for 3, 6 eller 12 måneder.
Jeg har købt bladet i min lokale kiosk gennem det sidste års tid og jeg må indrømme at jeg har et par udgaver, hvor jeg ikke har fundet et eneste mønster, jeg gad strikke. The Knitter har dog ofte gode artikler om teknikker, hvor de virkelig går i dybden og har nogle gode billeder.
Pris: Gratis, men så alligevel ikke.
Knitting Magazine: Dette er endnu en Newsstand-app, med mulighed for køb af blade. Her er der masser af blade at vælge imellem - og jeg har købt et enkelt (det sidst udgivne) for at se om det er noget for mig, da jeg ikke kendte bladet før. Umiddelbart er der flere modeller, jeg kan lide og gerne vil strikke - og resten af indholdet minder meget om alle andre strikkemagaziner med anmeldelser, artikler og igen masser af reklamer.
Pris: DKK 18 - og hvert blad koster 36 kroner, med mulighed for abonnementer på hhv 6 og 12 måneder.
Crochet Today: Sidste Newsstand-app i denne omgang. Jeg kan kun finde 1 blad i app´en - men går ud fra der kommer flere efterhånden. Denne er et hæklemagasin. Nu er mit store hækleidol Sidsel, fordi hun er så innovativ inden for hækleverdenen. Hun viser at hækling ikke kun består af fastmasker eller oldemorfirkanter, men kan så meget mere! Nu er dette ikke en anmeldelse af Sidsels arbjeder - men jeg synes der mangler nytænkning inden for hækling og dette blad har ramt plet nogle gang efterhånden med smarte trøjer, sjaler og tilbehør.
Pris: Gratis, men så alligevel ikke.
Gaugefy: Denne app kan hjælpe dig med at regne ud hvor mange masker pr. cm. du har og videre med antal masker til den vidde/længde, du ønsker at strikke. Dette kan egentlig gøre med en lommeregner og derfor virker app´en overflødig - selv jeg kan regne dette ud fra en strikkeprøve. Næh, hvis den kunne regne forskellige trøje-, vante- eller hue-opskrifter ud fra strikkeprøven, ville jeg have været begejstret - men dette - det er for nemt at gøre med lommeregneren.
Pris: Gratis
Test Pattern: Jeg fandt denne gratis-app, der reklamerede med at den kunne hjælpe med at visualisere hvordan visse farver passede sammen, men nu kan jeg slet ikke finde den på iTunes. Jeg kan kun håbe den er fjernet fordi den var ubrugelig, for det er den. Man kan vælge 2 farver, som så bliver "blandet" på en tetris-agtig måde, hvorefter man så kan se hvordan farverne interakterer med hinanden. Ikke noget, jeg nogensinde tænker, vil være brugbart i forhold til at strikke. Farverne er begrænsede og svære at fumle sig frem til og jeg kan slet ikke anbefale denne app. Lav en strikkeprøve - det virker!
Pris: Den var gratis - men kan ikke findes på iTunes.
Knitted Cam Lite: En fjollet app, der kan lave dine billeder om, så farverne/tonerne er lavet af strik. Jeg har nøjes med at dowloade gratis-versionen og jeg kan kun håbe at det er grunden til at mine billeder bliver dårlige og utydelige. Der findes en betalings-version, som jeg ikke har lyst til at købe på baggrund af Lite-versionen.
Pris: Gratis.
1 kommentar:
Apps er det nye sort ;)
Send en kommentar