Hæklet Krave - en oversættelse


For noget tid siden, viste jeg et billede af nogle hæklede kraver, jeg havde begået. Opskriften er skrevet af en dygtig kvinde, Emma fra Lulu Loves, en engelsk blogger og den originale opskrift ligger lige her til fri afbenyttelse. Hun har mange opskrifter liggende, tag endelig et kig rundt på hendes side.

Jeg har spurgt Emma om jeg må lave en dansk oversættelse af den hæklede krave - det har hun heldigvis sagt ja til.

Emma har lagt billeder op efterhånden som rækkerne bliver færdige - row betyder række 2 osv.

Hæklenål: 4 mm.

Garn: Sidar Snuggly Baby Bamboo eller Wool Rich Heritage 4ply. Jeg har brugt Knit.Me.Wool til min.

Masker:
lf: luftmasker
hsm: halvstangmaske
stm: stangmaske
Mønsteret er deleligt med 4, så du skal hækle så mange luftmasker, så din krave kan nå om halsen - eller så vid, som du vil have kraven skal være - MEN justér antallet, så det er deleligt med 4. Når du har gjort det, skal du hækle X antal luftmasker, så der er nok til at lave et knaphul. Hækl så 2 ekstra luftmasker til at vende på.

Længden af luftmaskekæden kommer altså an på om du vil bære kraven helt oppe ved halsen eller om den skal falde lidt længere nede.

Eksempel:

Lille krave: 5 + 60 + 2 = 67 luftmasker.
Voksenkrave: 5 + 84 + 2 = 91 luftmasker.

Opskriften herunder tager udgangspunkt i voksenkraven.

Række 1:
Hsm i 3. lf fra nål, 1 hsm i hver af de næste 83 lf, vend. Husk at de sidste uarbejdede lf i slutningen er til knaphul.

Række 2:
3 lf, spring næste maske over, (1 stm, 2 lf, 1 stm) i næste maske (dette laver et V-mønster), spring næste maske over, *1 stm, spring 1 maske over, (1 stm, 2 lf, 1 stm) i næste  maske, spring næste maske over*. Gentag fra * til * rækken ud. Vend. Der er nu 22 stm og 21 V-maske-mønstre.

Række 3:
3 lf, *(2 stm, 2 lf, 2 stm) i midten af V-maskerne [altså i de 2 lf fra række 2], spring næste maske over, 1 stm [altså i stm fra række 2]* Gentag fra * til * rækken ud. Vend. Vær opmærksom på at din sidste stm skal ligge i den øverste lf fra de 3 lf du begyndte med i række 2.

Række 4:
3 lf, *(3 stm, 2 lf, 3 stm) i midten af V-maskerne [altså i de 2 lf fra række3], spring 2 masker over, 1 stm i næste m [altså i stm fra række 3]* Gentag fra * til * rækken ud. Vend. Vær opmærksom på at din sidste stm skal ligge i den øverste lf fra de 3 lf du begyndte med i række 3.

Række 5:
3 lf, *8 stm i midten af V-masken [altså i de 2 lf fra række 4], spring 3 masker over, 1 stm i næste maske [altså i stm fra række 4]*, gentag fra * til * rækken ud. Vær opmærksom på at din sidste stm skal ligge i den øverste lf fra de 3 lf du begyndte med i række 4.


Luk af og hæft ender. Sy knaphullet og find en skøn knap.


Jeg hæklede en ekstra række, da jeg ville have en lidt mere vid krave -det kan du også - hækl da bare 4 stm i V-maskerne og slut sidste række med 2 stm mere.

Jeg valgte at spænde min krave ud efter vask for en sprød og let finish.

Endnu en TAK til Emma for opskriften og  TAK til Maja fra aj am for fantastiske billeder.


4 kommentarer:

Charlotte kaae sagde ...

Hvor er den bare fin, og dejligt med blogindlæg igen.

Unknown sagde ...

Fed hat.

Julia Zahle sagde ...

Tak Charlotte. så din søster forleden.

Julia Zahle sagde ...

Tak Hr. Koblet Af. Er velsignet med nemt garn. vil du have nummeret til min frisør? :-D