Featherduster - merinomums

Ja. Jeg ser lidt træt ud på billedet. Det er nok fordi, jeg er det. Men det er jo slet ikke mig, I skal kigge på - men sjalet. Det var et sandt lynstrik - pind 5-6 stykker, 1 nøgle Elle Rae Lace Merino og et par dage uden de store planer. Jeg kommer nok til at bære det som halstørklæde end som fint sjal - men det er bare ikke så nemt at se det fine mønster på billedet.

Hver anden retsidepind er ene glatstrik - så jeg har kunne koncentrere mig om at lytte til nye lydbøger - jeg forsøger mig med Dune - men det går lidt op ad bakke - jeg er ikke fænget endnu.

Grunden til, jeg ser lidt træt ud, er at jeg kommer alt, alt for sent i seng. Men vågner ikke tilsvarende sent - nænæ - jeg vågner ved 6-tiden som jeg plejer og er så klatøjet resten af dagen. Og hvorfor er du så sent oppe, Julia, kan I så spørge mig...

Jo. Ser I. Jeg er begyndt at date. Eller - det har jeg gjort et stykke tid nu. Kaffemøder og frokoster. En enkelt overnatning i ny og næ - og ture til Sjælland. Og lange aftener på Skype og samtaler til klokken kvalme. Og ved I hvad... det er sjovt. Jeg er ikke på vej til at flytte sammen med nogen - næh - jeg tillader mig at snuse lidt til de dejlige mænd, der findes derude og ser, hvad der sker. Og jeg nyder det virkelig.

Tænk, hele det her dating-noget var yderst skræmmende for et år siden. Jeg var overbevist om at jeg aldrig ville få lyst til det igen. Jeg var kynisk og skræmt efter 10 års forhold - hvordan gør man det her, når man er mor, har tabt sig 60 kilo og har fået ny titel som Fraskilt.

Og det er ikke svært. Der ER nogen, der kan lide mig - med det, jeg er. Og med alt det, jeg ikke er. Og som vil kysse og holde i hånd - og stadig er OK med at jeg lige nu har det fint med at bo for mig selv - og stadig tager på dates og nyder mit singleliv i det tempo, jeg kan følge med til.

Men overraskelsen kom snigende. At jeg faktisk godt kan lide de dér sommerfugle i maven. At det er OK. Også hvis det en dag skulle komme til at gøre ondt igen.