Det vrimlede og hvirvlede (er det et ord?) jeg smilte og Ivalo sov fra det hele - det lille skind. Kom lidt sent ud af døren og hun nåede at falde i søvn mens hun sad i fars arme. Lige pludselig hang hun med hovedet - i søvne. Så ud med os.
Jeg hører til den del af den danske befolkning der går med pels. Mmmm... den dufter. (Det gør Ivalo også når hun har haft den hue på hun fik af Aatagassa...) Af hjem; af min farmor. Af min barndom. Jeg elsker at kunne gå ud i snevejr kun iført min pels og en t-shirt indenunder. Uden at fryse! Ikke kun går jeg med pelsen, men jeg har en stor del af indholdet liggende i min fryser. Til spisning, altså.
Nå, tilbage til sneen. Når det vælter ned med sne, skal der pels til. Så vi tog ud pelset ind - Ivalo og jeg. Og sneen faldt ned om skuldrene, om kraven og om hætten. Og barnevognen blev dækket til. I lige akkurat 15 minutter, så var det holdt op og alt det smukke smeltede. Så var vejret dryppende og gråt igen. I stedet for at ærge mig over den korte tid, vil jeg sætte pris på jeg fik lov at nyde de 15 minutter.
Dette er et billede af vores hverdag. Sådan nogenlunde. :) Vi passer på at Ivalo ikke kommer til skade, fjerner hende fra ledninger 280 gange i timen, spiser slik (se skålen - der (er) VAR slik i den), strikker, og computerens skygge kan lige anes i baggrunden.
Dette er en lille stribe af min eftermiddag. Lige da jeg tog billedet syntes jeg det så så gråt ud. Men det synes jeg ikke mere. Jeg lå på sofaen og nød en halv times stilhed. Ålen sag og ledte efter distillerier i Skotland og Mikro-Ålen sov. Jeg var træt og flad [flaj] og alting var trælst. Jeg var tøsefornærmet over den manglende sne og sulten, men gad heller ikke gå ud og smøre mig en rundenom. JEG var træls.
Så vågnede Mikro´en og satte endnu en gang liv i eftermiddagen og lige pludselig har vi alle tre spist og klokken er 18.40. Eftermiddagen var slet ikke så træls alligevel.
Resten af aftenen kommer nok til at gå med fjernsyn, strik og putning af Ivalo. Og hyggen på sofaen og oprydning. Dette er ikke i proriteret rækkefølge.
Nu viser de noget om Afganistan, jeg må lige huske at ringe til Pavia senere. Jeg savner ham og kan endnu ikke helt kapere at han skal udsendes igen. Synes det var svært nok at undvære ham da han var i Kosovo. Ih, altså!
Og til sidst et billede af en blomst. Til ære for Gubbien. Jo, jo, den lever endnu. Lige her i stuen, ved siden af fjernsynet og jeg tænker på din lækkerhed hver gang mit blik falder på orkideen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar