Tankestreger en tilfældig aften i Marts

Ja, endnu et indlæg om min baby. Som i dag fylder 9 måneder. Men NØJ. hvor var hun sur i dag. Rigtig dårligt humør, pjevset og pyldret. Men vi kom igennem dagen og nu sover hun sødt og jeg kan høre suttens klipren i babyalarmen. I får da lige et billede (mere) af hende på månedsdagen, lige stået op - hun er lidt morgensur:

Så har vi været ude på dagens gåtur. Mens Ålen var til jobsamtale, gik jeg rundt i byen med Hendes Surhed sovende i vognen. Rundt i gågaderne og lige pludselig fandt jeg mig selv stående foran min skole. Der hvor jeg fik min eksamen for omkring 9 måneder siden. Fik næsten en klump i halsen ved at se ind ad de vinduer hvor jeg med voldsom graviditetskvalme fik min gepgrafi-eksamen. Ja, jeg nåede faktisk at brække mig i skraldespanden under forberelsen.

Hen til det klasseværelse hvor hisorietimerne foregik. Åh, hvor jeg dog elskede de timer. Jeg nød at spidse blyanten inden timen, gjorde min notesblok klar og satte mig bekvemt når han dukkede op, Niels Peter. Klar til 3 timers histore, hvoraf mindst den ene time gik med diverse anekdoter fra hans liv og hvad han synes om dette og hint. Hans tid som lægestuderende, hans holdning lige fra USA til folkekirken. Sommetider undrede jeg mig om vi overhovedet kom igennem pensum, men jeg nød hans fortællinger. Bare jeg dog stadig havde hans timer i denne tid med Ungdomshus og Ruth, forældre og Københavns Kommune.

På en eller anden måde lykkedes mig at få det med i mine noter, jeg syntes der skulle med i forhold til pensum og jeg kunne valse bort med en dejlig karakter. Han så stolt ud, gjorde han. Jeg tror han har mange elever gående derude, med gode karakterer og som vil huske ham i mange år. Det vil jeg i hvert fald.

Strikketøjet vokser lige så stille og roligt. Sådan lidt på alle 4 arbejder. Men lige nu gælder det om at få det lyserøde tørklæde færdigt, for det skal sendes til Sverige. Og det går også derud af, da det er smalt og nemt. Silke/merino´en er lækker at strikke med og med musik i ørerne går det som smurt. Kender I ikke det, når man bliver træt af lydene af diverse apparater der kører? Computerens summen, opvaskemaskinens boblen, den konstante skiften af lyde fra fjernsynet og babyalarmens sagte skratten. Med ørebøffernes faste og behagelige greb om hovedet og musikken bølgende ind i øregangen er det let at forsvinde ind i en verden jeg besøger alt for sjældent. En verden af rytmer, ord, gentagelser, overraskelser og minder.

Min musiksmag spænder vidt fra rock til klassisk, og det afspejles i min mp3´er. Jeg har formået at komponere det så overgangen fra Metallica til Enya over Cat Stevens ikke bliver voldsom og ørene bliver forskrækkede. Slutter med Simon og Garfunkel´s Sound Of Silence fra live-koncerten i Central Park. Der skal jeg virkelig passe på med ikke at synge med og forstyrre Ålens film.

Ivalo falder i søvn 30 sekunder inde i Metallicas Don´t Thread On Me, for den hørte jeg meget ofte og meget højt under graviditeten. Når jeg så vores overbo gik, skruede jeg op og dansede rundt det bedste jeg kunne og sang med det højeste jeg kunne. Det gjaldt om at skrue så højt op, jeg ikke kunne høre mig selv skråle med. Det var min måde at få afløb for en lang og hård (lorte)graviditet. Arj, der var også dejlige øjeblikke, hvor hun sparkede og fik maven til at bevæge sig alien-agtigt.

Her ser du et vindue fra Odense Rådhus. Det er så pænt, og hvis jeg nogensinde får lov til at lave et hus, skal der et vindue i som ligner en blomst. Det skal placeres sådan at solens gule stråler falder blidt i rummet, næsten som et blødt slør, drømmeagtigt.

Dette lys minder mig om en god dag i efterårsferien 1997, hvor en dreng der hed Patrick kyssede mig så maven kildede. Det var en dejlig dag. Suk, hvor ville lige netop den slags lys passe godt til det vindue. Hvor jeg ønsker at alle 15 årige piger bliver kysset i lige netop sådan et lys af en de er forelsket i.

Det var også det år jeg gik på efterskole. Og der er 10 års jubilæum til sommer. Der bliver jeg nødt til at dukke op. At se skolen, de gamle kammerater og lærene. At se barneansigterne forandret ind i voksenlivet. Jeg glæder mig ihvert fald.

Jeg vil fortsætte med pindene og garnet - tilslutte mig den summende verden uden ørebøfferne igen. Eller måske bare hen og putte med manden.