I dag - for et år siden!

Væltede jeg ud af sengen på en meget ufiks måde. Jeg var træt, for natten var ikke sjov. Op og tisse ca. 5 gange. Op af formiddagen blev jeg bekymret og kunne ikke mærke aktivitet i maven. Kom ud på OUH og blev tjekket - alt var ok. At vi så var derude i mange timer og faktisk var vi ret bekymret...

Vi nåede lige hjem og fik noget fast-food bestilt til aftensmad.

En time efter vi var kommet hjem, fik jeg tegnblødning. Ud på OUH igen for at blive tjekket. Der var travlt. Håbede ikke jeg ville gå i fødsel og skulle sendes til Svendborg. Og så alligevel...! Jeg var klar til at se min lille pige.

Men i den time vi ventede på at en jordemoder fik tid, fik jeg 3 veer. 3 gode veer, hvor vejrtrækningen var vigtig. Da jordemoderen så kom ind for tjekke mig, var jeg 1 cm. åben.

Så var det nu! Det var begyndt! Alt det jeg havde glædet mig til siden de to streger på testen og samtidig havde frygtet så meget.

Vi blev installeret på en fødestue og Ålen tog hjem for at pakke en taske. Mens jeg sad der - helt alene - kunne jeg ikke overskue det hele. Jeg manglede min Åle. Han kom - helt rundt på gulvet - og helt forvirret og helt perpleks. Han havde pakket den største taske jeg nogensinde havde set og dette er en af de få gange jeg har set ham helt ude af den.
Min dejlige kontrol-freak af en Åle var uden livline, ude i stand til andet end at være der og holde i hånd. Og det var vi hurtige til at finde ud af. Vi fandt en måde at holde i hånd på: Jeg holdt om hans underarm og fokuserede meget inderligt på en af de prikker der var på hans bluse og sådan kom jeg igennem veerne.

Det var ikke nok - fik en epiduralblokade - og fik hilst på min 2. jordemoder. Lige pludselig skete der noget med at Ivalos hjertelyd dykkede og der blev sat elektroder på hende hoved. Blev ikke utryg på noget tidspunkt - synes der blev forklaret godt og jeg kunne se på alle måleinstrumenterne at Ivalo var ok.

Lige pludselig følte jeg presseveerne og lægen der lige tilfældigvis var der, sagde at jeg gerne måtte prøve at presse. ALLEREDE?!?!? Jep, der skulle presses, og hvis jeg ikke pressede godt nok, ville de tage min epiduralblokade fra mig. I kan tro jeg pressede!

I mellemtiden var klokken blevet over midnat og datoen sagde 06.06.06. Klokken 02.56 blev hun født. Præcis 8 timer efter den første ve.
I telefonen da jeg snakkede med min mor, fortæller hun mig, at jeg blev ved med at sige "Mor, hun ligner mig, mor, hun er så smuk!" ;-D

Lige pludselig var hele fødestuen fyldt med min familie. Min dejlige grimling af en Lillebror, min Mor, min Svigerfar. Alle sammen med tårer ned af kinderne og de største smil på læben. Der blev taget billeder og krammet igennem på kryds og tværs igen og igen. Hvis jeg skal beskrive et øjeblik hvor lykken var til stede er det i dette øjeblik. Ikke kun lykken, men kærligeheden strømmede gennem min familie. Jeg savnede min far i dette øjeblik - han var til stede i mine tanker.

Imens lå min lille datter på min mave. Lille, fedtet. Så lille bitte. Og så smuk. Hun havde fosterfedt over det hele og hendes lille mund åben med den spædeste lille stemme der skreg på mad. Jeg var hunderæd for at bevæge mig. Jeg var så bange for at tabe hende, hun var jo så lille og så fedtet! Turde ikke røre på mig, selvom jeg lå dårligt. Pludselig var de alle sammen væk og vi var os tre i stuen.

Ålen havde brugt 15 minutter på at klæde Ivalo på, ham med hans store hænder - han var så forsigtig, så blid.

Vi tog en lille tudetur mens vi holdt om hinanden og Ivalo lå i krybben og så nuttet ud med mit lange hoved og fosterfedt over det hele.

Da vi kom over på Vuggen slog trætheden igennem og jeg fik sovet mens Ålen holdt sig vågen og sørgede for der stod morgenmad klar til jeg vågnede. Jeg er så taknemmelig for at jeg kan se tilbage på det med en god følelse indeni. Og i morgen er hun 1 år! 1 år!

Jeg er i sandhed en heldig kvinde! I morgen bliver min lille baby 1 år!