Startitis!


Er der nogen der har nævnt før. Jeg er blevet ramt hårdt af fænomenet. Der er startet en Annika, en Ananas og en Snowdrop II. Jeg lider af en frygtelig rastløshed; der skal ske noget med mine hænder - NOGET!

Når jeg så er kommet igang med et stykke Annika, jeg har fundet ud af mønsteret, irriterer de små pinde mig. Så har jeg vundet lidt garn op til en Snowdrop II, den kunne jeg da også lige gå i gang med. Men det er jo varmt at sidde med uld og mohair!


(Prøvede lige at slå op i Åle-garnet til en Snowdrop II, men pillede hurtigt op igen - det SKAL altså bruges til noget langærmet!)


Så har jeg slået op til Ananas fra Hønsefødder og Gulerødder, det er i bomuld - Muskat - har jeg jo god erfaring med. Det går tjept - pind 4 og så derud af. Eller noget. For rastløsheden lurer stadig i fingrene, mon disse små indlæg i bloggen kan få bugt med det? Hvis jeg skriver rigtig hurtigt, måske... ?

Jeg har tilbragt dagen i Ålerusen sammen med Tonje - ren tøse-hygge-snak! Tonje er højgravid, med termin d. 21. Juli, hun har allerede den dejligste dreng - Jonatan. Der blev sludret, drukket vand, spist kage-dame-rester og med en balje koldt vand under bordet til de varme fødder var det lige til at holde ud at sidde der.

Ingen kommentarer: