Det var med små-klamme hænder jeg låste cyklen udenfor de store vinduer. Rankede ryggen og så op på dem der sad ved bordene på 1. salen.
Skydedørene strøg til side da jeg nærmede mig dem og en stor stentrappe viste vejen op til to smilende mennesker. På papskiltet stod der med store bogstaver: HISTORIE
Fik at vide jeg skulle gå hele vejen ned i den anden ende af en kæmpemæssig lang gang. I vinduerne langt, langt væk kunne jeg se træerne og spekulerede på hvor langt der egentlig var. Jeg var i god tid - kiggede på alle skilte, plakater og de forskellige opslagstavler; der var tilbud i alle afskygninger. Der var herre-kammerkor, jobtilbud, brugte bøger til salg, studenter-radio og en slags klub der hed noget med hash.
På vej ned fik jeg øje på et skilt hvorpå der stod: HISTORIE
Historie-studiet, historie-sekreteriatet, Institut for Histore, Kultur og Samfundsbeskrivelse.
Jeg fik lidt kuldegysninger og fortsatte ned mod det rum vi skulle være i. Udenfor rummet stod folk lidt spredt, nogle så ud til at kende hinanden og snakkede højlydt sammen. Vi fik et navneskilt på og fik at vide vi skulle sætte os i hold. Jeg var den første til at dukke op, ikke længe efter kom flere fra mit hold og vi sad alle nervøse og kiggede på hinanden og på tutorene der stod oppe og kiggede smilende på os.
Mit hold er godt. Jeg glæder mig til på mandag hvor første undervisningstime begynder. Jeg synes det er fedt at gå på uni og læse historie!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar