Hvad jeg nåede at lave igår:
- morgenmad - Jep - fik nogle ristede boller - og de blev nede i maven.
- vaske tøj - Nåede jeg også. Bare ikke det hele. (Og glemte den vask jeg fik sat over, så stod og hang det op i går sent-eftermiddags. Med hjælp fra dejlig 1½ årig, der afleverede hvert stykke tøj som en hund - med munden).
- handle lidt til aftensmad - Fik jeg ikke gjort. Kvalmen kom snigende hen af eftermiddagen. Så 1½ årig fik grød og jeg et glas æblejuice.
- gå tur - bare for at nyde det - og du kan TRO jeg nød det! Spankulerede rundt i byen med Metallica i øret, pelsen varmede godt og pandehåret så fjollet ud i vinden. ALT var godt og dejligt - og jeg fik købt garn til ragsokker str. 45 og to lys-spil. Nu skal jeg bare bestemme mig for hvilken een jeg selv beholder og hvilken een der bliver givet bort juleaften.
- læse - ikke en skid. Og så snakker vi ikke mere om det!
- lave opgave - se sidste post. (Og SKAL i øvrigt have lavet den idag - hader sidste-øjebliks-opgaver - det stresser...)
- strikke - heller ikke andet end 5 rækker på ragsokker. 1½ årig var et hængetræ igår - og det gjorde ikke noget - jeg var også puttesyg. Man skal ikke underestimere det at putte på sofaen under en varm dyne mens ens dejlighed ligger og fortæller en masse man ikke helt forstår.
Iøvrigt - min lille dejlighed snakker. Ikke kun ord - men sætninger! Hun befaler, beder, tigger, snakker og griner. Hun laver sjov og driller, kysser og er så kærlig at jeg går helt i stykker indenvendig af ømhed over for hendes væsen. Hun rydder op, leger og aer. Hun græder så hjertensskærende at det gør ondt i mine knogler og så er hun så sej. Hun vinker og siger Bai bai, når jeg afleverer hende.
Jeg elsker hendes humor. Hendes grin og hendes blik, når hun skal til at lave gale streger er ikke til at stå for. Men jeg er jo også hendes Mor.
Og senere skal jeg scannes. For at se den lille ny. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om vi virkelig kan lave det perfekte TO gange? Og det kan vi. For jeg elsker allerede den lille i maven. Det er, hvad der sker, når kvalmen træder lidt i baggrunden. Jeg overvældes. Af lykke, kærlighed og forventning. Åh, hvor jeg dog håber alt er ok!!
1 kommentar:
Uhh som du dog kan beskrive det :):)
Venter spændt på at høre om scanningen!!!
Send en kommentar