... altså - jeg tudede. Men i bilen på vej derfra.
Halløj - hun stopper jo ikke før om 14 dage...! Jeg har 14 dage til at tude i endnu... *suk*
Sådan var det også da Ivalos absolutte yndlings-medhjælper stoppede - Malou. Jeg tudede. Fordi Ivalo elskede hende. Og fordi hun elskede Ivalo.
3 kommentarer:
Det er som om, det er sværere for os mødre, end det er for ungerne selv. De glæder sig bare til at komme videre, og til at se alt det nye, der venter dem.
Gem tårene til den sidste dag, der får du rigeligt brug for dem. :-P
Ja, Ivalo jublede vildt, da jeg fortalte hende det. Jeg er altså skør, når det kommer til mine troldeunger.
Jeg er vist lige så følsom som du, Julia og i ekstrem grad når det handler om mine børn.
Så jeg kender situationen og har igen og igen sagt til mig selv, at denne gang ville jeg holde tårerne inde.
Men stort set hver gang er det ikke lykkedes - hverken når mine egne børn skulle videre i livet, eller når jeg som pædagog skulle tage afsked med børn og deres forældre.
Julia, jeg er sikker på, at skulle du fælde en tåre når din lille Ivalo har sidste dag, vil du blive modtaget (og husket) med omsorg og varme i vuggestuen.
Jeg bliver i hvert tilfælde helt varm om mit "pædagog - og mor - hjerte" når jeg tænker tilbage på de mange rørte forældre jeg har mødt. :0)
Send en kommentar