Jeg græd og græd...

I dag var dagen. Og helt ærligt, så var/er det nok mest mig, der reagerer på i dag. Og det helt specielle ved i dag var netop at min Ivalo havde sidste dag i vuggetstuen og at hun i morgen starter i børnehave.

Hun glæder sig vildt og trænger også til at komme i børnehave. Hun trænger til udfordringer - mit lille geni (jeg er jo hendes mor og må gerne synes hun er et geni). Hendes sprog har alle dage været godt og jeg glæder mig til at følge hendes små tankespind, dem, der følger med sproget.

Men jeg har grædt af glæde. Jeg elsker Line og Vivi fordi jeg kan mærke at Ivalo elsker dem. Fordi hun taler om dem som hendes "bærligste venner" og bliver ked af det, når det er lørdag og hun ikke skal i vuggestue. Fordi jeg har set dem kramme hende, når hun var ked af det og set hende kramme dem. Fordi jeg har kunne mærke at de var vilde med at være pædagoger.

Jeg ved der kommer en masse gode oplevelser i børnehaven også, dem ser jeg også frem til. Jeg er jo ikke ked af hun skal i børnehave, jeg kommer bare til at savne Ivalo i Odenses bedste vuggestue. Og så er det svært på en mærkværdig måde at Ivalo virker så stor at hun allerede skal i børnehave!... det ender med hun flytter hjemmefra lige pludselig!!!

Heldigvis er Ellen stadig i Pakhuset - jeg kan smide et hej til alle de "bærlige venner" - og jeg har skam lidt strikkerier på pindene til yndlingsgokkerne. Nu håber jeg bare jeg kan aflevere pakkerne uden at begynde at hyle.

Jeg hjalp med at aflevere i morges - uden at græde. Hentningen i eftermiddags klarede Ålen. Det havde jeg aldrig klaret uden at pinlig-græde. Og man kan ikke pinlig-græde med værdighed.

1 kommentar:

HANNE sagde ...

Du er bare for skøn og lykken er da søde pædagoger, som ens børn er vilde med :O)