... og jeg er ikke engang super-forberedt, som jeg burde være.
Min kilde/metode er ikke 100% klar. Jeg har nået det meste i dag, men det er ikke OK, når den skulle have været færdig i fredags. Min skyld alene. Ingen undskyldninger. Jeg har været kørt fast i hverdagen på det sidste. Ålen knokler på sit arbejde, jeg halter bagefter i alle fag herude og jeg kan mærke jeg skal tage fat inden det vokser mig over hovedet. Og jeg tager fat!
Påsken skal bruges til tre ting: BA (hvilket jeg nu har 2½ dag til at hellige mig 100% til), camping (som Ålen og farfar nu har brugt 2 lange, lange dage på at klargøre), og i den forbindelse hygge med Ivalo og Ellen, som lige nu ser ud til at kunne gå ferie-dagene i møde uden sygdom, arme, der er gået af led eller andet trælst, som gør ondt på dem.
Jeg har ikke tabt mig siden jeg nåede minus 15 kilo. Jeg har i stedet taget 2-3 kilo på igen, hvilket klart er med at til gøre humøret skidt. Jeg siger til mig selv at det er godt, jeg i det mindste ikke har taget mere på, men i sidste ende er jeg ikke tilfreds med min indsats. Motivationen er lille og det andet er nemmere; også selvom det ikke er nemmere i sidste ende.
En motivations-snak med Ålen i går har sat nogen tanker igang. Jeg vil ikke gemme på det grimme, det ufærdige. Hvis jeg får det ud i verden og indrømmer mine fejl (bare 1 eller 2), kan det være, det er nemmere at tage fat omkring. Det bliver mere synligt og jeg kan ikke længere gemme mig bag alt muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar