Ellen Ballerina

Årh altså. Der er noget vemodigt og alligevel superfantastisk ved at ens unger vokser. Vi har igen sorteret i Ellens tøj. Alt hvad hun er vokset fra, bliver foræret væk. Men det er ikke uden stik i hjertet, for det meste af det, som Ellen vokser ud af, har Ivalo også haft på.

Det bringer minder frem fra tiden hvor alt var så nyt. At give Ivalo ble på uden at kun går i stykker, at sidde med Ivalo om natten mens hun sultent slubrer mælk ned i sin lille mave. Da vi græd af lykke, da vi hørte hendes første kluklatter. Da hun begyndte at kravle og fandt ud af hun selv kunne hente sin sut. Da vi sad med hende aften efter aften, i halve og hele timer på en stor gymnastikbold, mens vi nænsomt hoppede - det var den eneste måde, hun ville falde i søvn på. Hoppende. (Troede vi i hvert fald det første stykke tid).

Og til nu, hvor Ivalo synger med på Barbapapa-introen uden at misse et ord.

Da jeg blev gravid med Ellen og vi måtte hele humlen igennem forfra - denne gang bare med lidt mere tro på os selv og vores forældre-evner.

Jeg synes det er vemodigt på den rare måde, når jeg pakker Ivalos strikkede undertrøje ned. Og så bliver jeg overvældet af stolthed over hvem de nu er - med al deres temperement og sjove idéer. Når Ellen løber det bedste hendes små ben kan - hen til Ivalo for at kramme og møsse fordi hun har savnet hende. Når Ivalo hjælper Ellen med at finde sutterne og når de spruttende af grin løber frem og tilbage efter hinanden på fortovet på vej hjem fra vuggeren og børnehaven. Når jeg ser at Ellen virkelig er sin fars datter i hendes sirlige måde at lægge sutterne på rad og række nede i sin seng. Når jeg ser mig selv i Ivalo, når hun vil bestemme hvordan Ellen skal lege med sin dukke. (Ikke er jeg er SÅ bestemt - host host).

Jeg elsker at se Ellen lige så stille med lynets hast vokse og vokse lige ind i det tøj, jeg i sin tid strikkede til Ivalo. Jeg elsker det.

Ballerina Wrap (Ravelry: projektside / opskriftside)