Skrev mange linier om den besværlige og ofte meget usikre vej til drømme-tilvalget lige før. Men det gider jeg ikke tænke på nu, for det er nu endeligt bekræftet at jeg starter på Litteratur & Formidling d. 7. september.
Jeg har danset nøgen lykkedans rundt i lejligheden og sunget glade sange. Jeg har brygget en varm og stærk kop kaffe og fortsætter nu med at skrive 1 -2 sider mere på min BA inden jeg hopper i bad og smutter ned på posthuset for at sende Charlotte sin uldne pakke og rundt efter pigerne i deres respektive institutioner.
Havde et minde lige før. Om Ellen. Vi var i et campingcenter et sted i Jylland og havde købt en vand-beholder, som pigerne selv kan hælde vand fra. Den ville Ellen gerne bære ud til bilen og hun fik lov.
Hun tog godt fat i håndtaget, men fandt hurtigt ud af hun ikke var høj nok til at bære på den sådan - den slæbte hen af gruset. Så løftede hun den op - stadig i håndtaget, mens hun smilede stolt til mig -og fik den højt op.
Men hun er ikke mere end 2 år - og de små buttede armes muskler er endnu ikke bygget til at bære noget så tungt med armende over hovedet. Hendes ansigt så lidt anstrængt ud, men hun smilede til os og det var tydeligt at se hun var glad for at bære den. Jeg spurgte om jeg skulle bære den, men det ville hun selv. Hun måtte sætte den fra sig et par gange, men hun gav ikke op og blev ved, mens hun blev ved med at smile til os.
Og her er det, jeg bliver så rørt. Man skulle have været der - set det lille glade, stædige og ihærdige ansigt... Jeg bliver så rørt over hun ikke giver op og tænker på hendes smil til os, der viste hun ville se om vi så hvor dygtig hun var og hvor umage hun gjorde sig for at bære den skide vanddunk.
Det er, hvad det her Mor-noget gør ved mig... får mig til at græde af lykke over at Ellen bærer en vanddunk fra et campingcenter til bilen. Du må gerne kalde mig skør - for jeg ER skør.
6 kommentarer:
Jamen, så er jeg det vist også...og hvor er det bare vidunderligt. ;))
Tillykke med fremtidsplanerne!
Sikke en fantastisk skildring, du lave af Ellens præstation! Det er helt vildt godt fanget og formuleret! Jeg kan se for mig, hvordan Ellens tro på sin egne evner er vokset i takt med at hun har fået opmuntring og anerkendelse fra dig, som lod hende have sin udfordring... Lige præcis dét er så vigtigt for vores børn: At vi lader dem BAKSE med nogle genstridigheder i deres liv. Om det så er lynlåsen i jakken, vanddunken eller at få sit tøj rigtigt ind på plads i børnehaverummet. Både de selvvalgte genstridigheder - OG dem, som vi beder barnet om. Det giver selvværd og tro på at man er god nok og kan selv! Det er dét, der får børn til at vokse 10 cm.! Må jeg bruge dit dejlige eksempel i mit pædagogiske arbejde?
Fantastisk!
-LisBeth.
Forresten... Håber, du huskede at få tøj på inden du gik på posthuset og i daginstitutioner...
Lisbeth - du må gerne bruge eksemplet. Jeg er glad for at du fangede den følelse, jeg forsøgte at skrive ned, for jeg synes det var svært at fange de rigtige ord. Det handler nok i bund og grund om at jeg er stolt af hende, når hun bare prøver og prøver. Hun er det gladeste menneske, jeg kender.
Og ja - fik tøj på. Heldigvis. Men har dog prøvet at komme afsted uden briller en gang...
og det er det der sker ved os når vi får børn... når man bliver MOR.. og man ser de små ting - og godt du kan se det..
Send en kommentar