Jeg havde skrevet en blogpost med tilbageblik på de omkring 4½ år vi har boet her i Dronningensgade. Men min internetforbindelse røg sig en tur, så jeg starter bare forfra.
Jeg skrev om hvordan vi matchede - huset og os og om hvor taknemmelige vi er for hvordan sælgerne har passet på huset og om jeg ikke kan finde ud af om de er "neat-freaks" eller bare omhyggelige i deres måde at bo på (og om jeg tror Ålen måske ønskede jeg var sådan). Uanset hvad, så er jeg virkelig glad for at de har passet godt på huset og jeg glæder mig helt enormt til at bo der.
Jeg skrev om vores underbo Etta, som er oldgammel og herlig og særlig. Om at Ivalo elsker at besøge hende og banker på hendes dør næsten hver dag i håb om hun er hjemme. Det er hun ikke så tit, for Etta er en travl dame, som har kolonihave, kæreste, kirke og hobby at passe. Men ind i mellem er hun altså hjemme og Ivalo får så lov at besøge hende. Jeg skrev at vi kom til at savne hende.
Jeg skrev om det at bo til leje og om at nogen belsutninger havde været anderledes, hvis vi selv havde ejet og om behov, der ændrede sig. For denne lejlighed var perfekt for os for kun 4½ år siden. Jeg håber denne lejlighed i Dronningensgade kan blive lige så perfekt på andre, som den har været for os engang.
Købsaftalen er underskrevet af begge parter og det er virkelig lovende. Der skal gå mange ting galt, for at vi ikke kommer til at bo på Borchsvej i BolBronx (eller Bolbro, som det også hedder). Jeg har lyst til at pakke sammen med det samme, mens jeg fælder en lille tåre af glæde over de minder som Dronningensgade har givet Ålen, Ivalo, Ellen og mig. Os - Ålerne.
Jeg skrev også om hvordan det ser ud som om der bor mange børnefamilier på vores vej (se selv - vi kalder det allerede for "vores" vej, selvom vi ikke er flyttet endnu!) og at jeg håber Ivalo og Ellen får mange legekammerater. Jeg skrev om at jeg glæder mig til at invitere Dotte og hendes to mænd til grillmad på terassen og til at sidde med spinderokken udenfor mens ungerne leger i haven. Jeg glæder mig til at sidde på værelset med næsen i en bog og til hyggelig morgenmad i spisekøkkenet.
Øj, hvor jeg dog bare glæder mig!!!!
Tak for alle jeres lykønskninger - både her og på FB.
2 kommentarer:
Lige præcis sådan, som du beskriver det, havde jeg det også, da vi for laaaaang tid siden, flyttede fra vores lejlighed i Dronningensgade. Dronningensgade vækker SÅ mange glade minder hos mig. På en eller anden uforklarlig og finurlig måde, er Dronningensgade en lidt speciel gade at bo i.
Men STORT tillykke med køb af jeres hus og den nye titel: Husejere...!!
Jeg er så glad for jeres vegne og glæder mig til at hjælpe jer med at flytte alle jeres ting og sager:) Det er bare fantastisk!
Send en kommentar