Skal jeg holde den imens...?

Vi har afsluttet weekenden med et par ture til apoteket. Ålen har ondt i ryggen - en helt uskyldig omgang med at sætte grill´en på plads ude på terassen resulterede i en fuldstændig sofa-siddende Åle.

Jeg har holdt (de fleste) vittigheder for mig selv og har slet ikke været inde på at jeg egentlig havde lyst til at grille aftensmaden. Men Ålen har siddet stille det meste af dagen og det sker ikke ret ofte. Så måske der har været lidt godt i det alligevel.

Han er på nogen smertestillende, der betyder han ikke må køre bil og i en lille time var jeg ærlig talt en smule bange for at jeg skulle hjælpe ham med at tisse (OMG, det er sgu da pisse (høhø) grænseoverskridende!) Han kunne ikke røre sig ud af pletten uden at blive forpustet af smerte. Han kunne ikke bevæge sig og da jeg kom hjem fra apoteket, stod han i en meget meget underlig stilling på gulvet og kunne ikke finde på plads.

Heldigvis virkede pillerne hurtigt og han tøffede alene på das. (Pyha, det var jeg meget, meget glad for. Og nu er det lige gået op for mig at det meget hurtigt kunne have været værre end end lidt tis... Det er jeg glad for jeg ikke tænkte på tidligere i dag!!! Og endnu en gang en tak til dem, der opfandt smertestillende medikamenter).

4 kommentarer:

Unknown sagde ...

Hyggelig lille ting at læse om på Facebook. ;oP

Var ude i noget, der nærmede sig samme tanker for ikke så længe siden, men "heldigvis" skulle jeg blot lyne ned. *fnis*
Kender en pige, der som teenager brækkede begge arme...mens hun boede hjemme hos moar, heldigvis. Det kunne ellers være den ultimative kærestetest...*aargh*

Julia Zahle sagde ...

Det var lidt underligt, da det gik op for mig. Men det er vel ikke det værste, nu hvor jeg tænker over det. Vil hellere holde den imens end at tørre opkast op...

Her er (for det meste) hyggeligt!

Julia Zahle sagde ...

OMG - BEGGE?!?! arme!

Unknown sagde ...

Haha, jeg vil nok hellere tørre bræk op, men det har jeg også prøvet så mange gange, og det rører mig som regel ikke - jeg lo faktisk en del af situationen, dengang jeg lå bræksyg på sofaen og Anna kom hjem fra en legekammerat, blev bræksyg i løbet af en halv time, kastede op i sin tallerken med aftensmad og jeg så kom løbende for at forsøge at hjælpe...og vi endte med at sidde og kaste op i samme spand lige ved siden af spisebordet, hvor aftensmaden stod.
Jeps, hun brækkede begge arme, husker ikke ved hvad. SÅ er man glad for moar! :o)