Advarsel: en trilliard sokke-links!

Som lovet - her er nogle af mine noter til strømpestrikning. Jeg er ikke ekspert - jeg har gjort mig nogle erfaringer med mange af de enlige sokker, jeg har strikket - nok mest for at lære teknikken, for det med at lære nye teknikker og finde ud af hvad der er smart (for mig) tiltaler virkelig min indre nørd. Jeg elsker fornemmelsen af at have lært noget nyt - og oven i købet finde ud af det er nemmere end først antaget!

Jeg vil linke til en hel masse engelske sider (og en norsk), for det er de sider, jeg selv har brugt og har fundet bedst. Ellers er det nemt at Google begrebet og selv klikke sig frem til den forklaring, man finder bedst.

Men - for at tage det fra en ende af:

Jeg startede med at strikke tåen a´la´Yarnissima - altså ved at slå et antal masker op provisorisk og så strikke rundt om tåen ved hjælp af vendepinde og "wrapped stitches" for så at samle maskerne op fra den provisoriske opslagning og strikke rundt derfra.
Det er en teknik, der synes besværlig, men som jeg alligvel vil anbefale til begyndere ud i strømpestrik, for man kan strikke både hæl og tå ved hjælp af denne teknik (altså ved at bruge vendepinde på både hæl og tå - deraf "short-row-heel" på engelsk) - hvor man kan koncentere sig om denne ene teknik og efter et par strømper, så har man fuld styr på det med at "wrappe" maskerne og så igen samle "wrappen" op igen og alt det gejl. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke bare kastede mig ud i det til at starte med, men det er jo typisk mig...
Eneste lille minus er at strømperne på denne måde ikke lader megen plads til en høj vrist.

En anden måde at starte på er ved at bruge Magic-Cast-On-metoden. Her starter man helt ude på tåspidsen og tager så masker ud i hver side til man synes strømpen har masker nok. Det er meget nemt komme i gang og jeg vil bestemt anbefale at strikke strømperne på rundpind ved hjælp af Magic-Loop-metoden (faktisk vil jeg til enhver tid anbefale at bruge Magic-Loop-metoden, for jeg synes den giver et fint overblik, hvis man for eksempel strikker mønster på sokkerne - men igen - det er en smagssag og du finder kun ud af hvad der passer dig bedst, hvis du prøver dig frem).

Hvis man er ny strømpestrikker og føler sig lidt eventyrlig, kan man her strikke kilehæl - se igen på Firestarter-sokkerne og prøv teknikken. Du kan sagtens strikke med Magic-cast-on på Firestarter-sokkerne, hvis du vil. Firestarter-sokkerne kommer med en udførlig beskrivelse og er nem at følge - ellers se mine noter til mine tykke sokker lige her. En kilehæls-strømpe er god til høje vriste. Vælger du denne metode, kan du lære lidt flere teknikker i samme strømpe, men til gengæld er det dobbelt så spændende!

Den sidste hæl er en blanding af short-row-heel og kilehæl - det var hos Ann, jeg først lagde mærke til teknikken og hun har lagt en meget smuk opskrift ud, hvor hun viser hvordan man kan placere kilen under foden, så man derved får mere plads til vristen. Det´ er smart, synes jeg!

Det bedste af det hele er jo at du selv bestemmer hvordan du gør det! Du vælger lige akkurat den slags tå, du har lyst til at strikke, den hæl, der passer til din fod (eller den hæl, du har lyst til at strikke) og slutter af med en dejlig elastisk aflukning. Jeg kan varmt anbefale Jeny´s surprisingly stretchy bind off, som virkelig er overraskende elastisk!

Så er der alle de gode råd om strikkefasthed, fiberindhold og hvor tæt strømpen skal sidde på foden og hvor lang skaftet skal være og alle de andre skal´er, jeg ikke lige kan komme på. Det er måske ikke så vigtigt, når du sidder og skal strikke din første strømpe - det vigtigste er at du kommer igang og finder ud af det slet ikke er så farligt, som du tror. Og at en strømpe ikke nødvendigvis skal strikkes på 2 mm - du kan starte med et par tykke sokker og få fornemmelsen og teknikken igang og når du har fået mere mod i hænder og pinde, gå igang med en mere tidskrævende strømpe med tusind snoninger og utraditionelle konstruktioner.

Og nu til noget, som jeg finder lidt grænseoverskridende: Jeg vil mægtig gerne lave en tå-op-strømpe-workshop her i Odense, men jeg ved ikke om der overhovedet er nogen, der har lyst til at være med! Så her er mit forsøg på at sondere terrænet:

Kom på strømpestrikningskursus i strømper strikket fra tåen og op og få en aften med mig og mine noter til små strikkeprøver, så du kan komme godt igang med at strikke strømper, der passer! Vil du med? Det håber jeg! Skriv i kommentarfeltet og hvis vi kan samle bare en lille flok, laver jeg en workshop!

5 kommentarer:

Brilleting sagde ...

JUBII ... det er den linksamling jeg altid har ønsket mig!! Kan aldrig finde den rigtige opskrift, når jeg har lyst til at strikke sokker, men nu er det da aldrig et problem mere!
Tak for links, og sokkeopmuntring!
Ha' en dejlig weekend!
Kh. Jane

Anonym sagde ...

Hej Julia Zahle

Det er da en fantastisk idé! Det er lige det der mangler i alle de dersens workshop, hvor det "bare" er de mere traditionelle ting, som man får opfrisket. Jeg håber virkelig det bliver til noget, for jeg er sikker på, at der er mange strikkeglade derude, som også har lyst at lære at strikke tå-op-strømper.
Venlig forårshilsen
Jeanne

ea-o sagde ...

Ååh ja, jeg vil SÅ gerne, men Odense? Måske hvis jeg kan få nogle billige biletter. Og det skal jo nok være en weekend.

maja sagde ...

Hej Julia

det lyder helt sikkert som noget jeg kunne have lyst til, det er altid rart at få lidt inspiration en gang imellem, jeg strikker stadig sokker som min farmor lærte mig.

maja

Diktesoph sagde ...

Jeg kunne også sagtens tænke mig at være med til sådan noget!
Jeg er stadig nybegynder og kan til hver en tid bruge nogle fif, gode ideer og masser af inspiration.