Kære Johs. V.

Det er et gammelt Redskab, som fortjener et Mindesmærke, jeg mener de gamle Bønderkoners Rok. Den er en vidunderlig udviklet maskine, hvis form er haandværksmæssig bestemt af, hvad en Drejemester med sit Værktøj, sit Snilde og sin Smagskultur kunde præstere for en overkommelig pris - og brugsmæssig af, hvad Tiderne havde ophobet af Erfaring, Summen af urgamle Slægters Viisdom.

Den har hørt til i ethvert Hjem, det rige og det fattige, den har forøget Menneskenes Velstand og givet dem Klæder påå Kroppen i de fattige Tider. Og den var Kvindernes, - dem vi elsker. Den er saa gammel, at den har givet sit navn til de lyde, vi holder af hos det ene af Menneskeslægtens ældste Husdyr (snurre, spinde).

Nu er den jo sat paa Loftet, og dens Virksomhed erstattet af de stpre Maskiner. Men den er et symbol paa hele Tidens Omdannelse. Den repræsenterer de gamles Flid og Nøjsomhed, deres sparsomme Udnyttelse af Tiden. Og det, der er kommet i Stedet, ligner den nye Tid i et og alt: Centraliseringen, der tager Haandens Arbejde fra Menneskene og giver dem Produkter, der er billigere, fordi de kræver mindre Arbejde, men dyrere, fordi den enkelte ikke frembringer den selv, og Produktet er her som overalt grimmere, fordi det er mere kedeligt nøjagtigt.

Nu er de sidste Koner, som kan spinde, gamle. Om faa aar er de døde. Den Slægt, som De og jeg hører til, vil være den sidste, som har Minder om det levende og sanselige, en Rok var i en gammeldags Stue. Dem, der kommer efter, vil sekoldt paa den som en Museumsgenstand. De vil ikke have en Anelse om alle de Omstændigheder, der gør den til en lige så levende Genstand for os som f. eks. et gammelt Ur med en blank Perpendikkel bag en lille Rude - dens Lyde af blankslidt Jern, der løber i Træ, dens lugt af Olie, Lejernes fedtede Smørelse, hvori Fnuggende sætter sig, Knuden paa Sejlgarnet, hvis Ender lægger sig ned og rejser sig, hver Gang de ligesom angiver Farten, og hvori Garnet løber, og den lille, polerede Jernmund, i hvilken den tynde Traad forsvinder.

Konen, hvis lille Fod rastløs træder Pedalen, og i hvis flittige Fingre Traade fødes, har fristet mangen en Maler. Jeg vilde ønske, at selve Rokken kunne friste en Digter til et smukt Digt. Emnet maatte kunde egne sig for de forholdsvis let haandterlige Vers paa to Strofer, som Ibsen har benyttet saa meget, og som De selv har anvendt i Digtet om Cecil [...].

Brev fra arkitekt prof. Carl Petersen

til forfatteren Johs. V. Jensen, trykt

i "Dagens Nyheder - Nationaltidede" D. 26.12.1927.

Tag dette som en udfordring, kære læsere. Post digtet i kommentarfeltet og jeg kvitterer med en gave til forfatteren af det digt, jeg synes bedst om.

På mandag begynder skoleprojektet. Jeg glæder mig - det bliver stort! Min smagsprøve-gryderet har simret det meste af dagen på den gamle købmandsgaard her i Nyborg og jeg har testet radiatorerne, så ungerne ikke skal sidde og fryse mens vi "ulder" den... hø hø.