Begrænsningens kunst...

Joh, begrænsningens kunst er svær at holde sig til, når man har så smuk en datter. Det hjælper heller ikke på det, når kjolerne hun har på, er syet af hhv. Ulla og mig.

Ulla syede den lækre kjole med den prikkede lomme til Ellen, som Ellen praler af, når hun kan komme til det. "Det er MIN kjole og Ulla syr den til MIG!" Jeg er vild med farverne og pasformen er perfekt.

Lidt modsat den kjole, jeg hart syet til Ellen af en dug og reste-grønt fra mit forsvindende lille lager af stoffer. Da jeg ikke havde nok til både forstykke og bagstykke, er ryggen også grøn. Kjolen er lige en anelse smal til Ellen - men lige nu passer den som den skal.

Jeg fik meget hjælp af Søde Eva (det kalder jeg hende inde i mit hoved), som er værksteds-chef ned på Tekstilværkstedet i Kulturmaskinen. Hun kan hjælpe på en sådan måde, at man tror man er kommet på de gode idéer selv - hvilket er meget godt gået for en absolut nybegynder som mig.

Ellen er nu ude i haven og svine kjolen til. Igen. Hun er nok Odenses mest beskidte unge - som samtidig ser fantastisk dejlig ud. Ellen kan ikke spise noget som helst uden at det sidder alle steder i ansigtet. Også selvom hun er rigtig god til at spise med kniv og gaffel. Hun kan ikke stikke storetåen ud af havedøren uden at blive smadder-beskidt 3 sekunder efter. Det er bedrifter, som jeg håber hænger ved.

Hvis du vil se billederne med flere detaljer, så tag et sving forbi mit Flickr-album.