"Jeg er 3 år! Jeg er stor!"

"Jeg er stor! 3 år og stor!" Hun føler sig så stor. Det er hun også. I forhold til 3 år siden, hvor hun bare var en lille trold på 11 dage. Om et par uger ryger sutten om natten. Hun bruger den ikke om dagen. Så er hun endnu større. Her til sommer ryger bleen (forhåbentlig). Så bliver hun endnu større. Og hun oven i købet allerede Louis.

Så sidder hun dér på sin stol og guffler øllebrød med sin fine knold så fint på hovedet og ser så lille ud. Så nuttet og så buttet og så blød. Med sin hagesmæk og nyklippede pandehår - klar til en lang dag i børnehaven, der blev afsluttet med sommerfest, orienteringsløb, sammenskudsgilde og måske allerbedst: En overnatning hos Mormor, der ikke kunne dy sig for at få dem ud her til aften i stedet for i morgen. Mommi, som de kalder Mormor lige for tiden.


Hun dimser afsted på sine stærke ben, der er fulde af sår og skrammer fordi hun gerne vil løbe stærkere end hun egentlig kan. Hun klotter - og fortsætter igen.


Her den anden dag gik vi tur i det Bolbroske, hvor vi for vild og endte i en kolonihave, som vi heller ikke kunne finde rundt i. I vores eventyr kom vi til en stejl bakke, som Ellen ville tage på løbecyklen. Det endte med at jeg løb efter hende, i panik. Jeg tabte næsten bukserne og barmen var overalt. Jeg undskylder den dame, som blev så forskrækket - ikke fordi Ellen var ved at komme galt afsted - men fordi jeg kom spruttende efter hende i al min krops vælde. Med bukserne nede om røveren.


Da Ellen var fanget - uskadt - satte hun sig på løbecyklen og spurtede ned af resten af bakken. Pyha. Jeg beundrer hendes evne til bare at springe ud i alting. Og prøver ikke at give efter for min trang til at putte hende op i viklen og tvinge hende til at være min baby lidt mere endnu.


Ingen kommentarer: