Aurora og Tobias


Ellen fik lov til at vælge navne til 2 af de nye garner. Hun døbte dette Knit.Me.Alcot garn til at hedde Aurora; ligesom hendes tøjdyrsbuk hedder Grisling/Aurora (alt efter humør) og den nyeste yndlings prinsesse. Det andet garn kom til at hedde Tobias - ligesom en dreng i børnehaven, som hun måske har et godt øje til...?

Det er også (i denne omgang) sidste farvning af Knit.Me.Alcot, jeg har ikke helt besluttet mig for om jeg vil tage nyt parti hjem. Og dette på trods af jeg egentlig godt kan lide garnet og måden det tager imod farve på.

Ålen kom hjem i går aftes fra en 4 dages forretningsrejse til Istanbul. Han havde nogle få gaver med, nuttede mavedanserdragter til pigerne, et ponchosjal og en flot taske til mig - men jeg var nu bare allermest glad for at se ham igen. Huset er ikke det samme uden ham. (Og lige akkurat mens jeg skrev disse linjer, kom han op til mig med en stor kop dampende kaffe - jeg tror han kunne mærke min kaffetørstighed helt ned i stuen).

Jeg troede ellers lige jeg i dag kunne annoncere at jeg var trådt ind i en ny kategori - nemlig blot at være "overvægtig" i forhold til de her BMI-kategorier, men vægten ville anderledes. Jeg burde efterhånden have lært at vægten kan svinge en smule - især helt uden grund - men jeg håber jeg næste gang kan vinke farvel til "fedme-kategori 1".

På design-fronten er jeg ved at strikke et hulmønstersjal op - jeg er helt pjattet med mønsteret og skal virkelig tage mig sammen for at strikke på et andet projekt, jeg har på pindene, som blot skal have forlænget ærmerne med 4 cm. Sjalet er efter samme princip som Perfekt (som i øvrigt kan købes via Ravelry), med lange snipper, som gør at det sidder godt om halsen. Uha, som jeg glæder mig til at vise jer det!!!

Ingen kommentarer: