:-)

Ivalo mosler rundt på gulvet, kravler hen til mig en gang i mellem sådan lige for at blive kysset på, eller kildet i nakken inden hun finder næste prik på gulvet at pille i. Med sans for detaljen finder hun en lille knast og kan pille i den længe. Og hvis hun ikke lige gør det, er det ledninger der trækker.
Så må mor sige fra, og jeg "ser frem til" mange års nej-sigen til diverse ting og sager:

"Nej, du må ikke drikke øl"
"Nej, du må ikke spise regnorme"
"Nej, der skal ikke vand i gasovnen!"

Glæder mig til at høre dette fra hendes mund:

"Mor"
"Jeg er træt og vil gerne sove"
"Jeg elsker at spise grønlandsk mad sammen med dig, mor"
"Jeg er forelsket"

Mormor er i midlertid dukket op og er fuld gang med at kysse og forsøge at lære Ivalo at sige mormor. Hun glæder sig til Ivalo kan sige:

"Mormor"
"Jeg vil sove ude hos mormor i nat"

Store-Ålen er til jobsamtale. Og jeg trykker tommelfinger alt hvad jeg kan for at det går godt. Ved hvor ked af det han bliver hvis det ikke går godt og han ikke får jobbet. Han blev glad da hans afdeling blev lukket ned. Det faldt sammen med at Ivalo blev født og han var ikke glad for at arbejde der. Efter et halvt år kunne jeg mærke det rev i ham for at komme lidt ud og han begyndte at søge arbejde igen. Nu trænger vi alle til han får et arbejde.

Åh, hvor jeg tænker på ham!

Vi skal ud og grave i jord i dag. For mit vedkommende for første gang. Vi vil fjerne en masse grønne planter (stauder?) i vore ene bed og i stedet lave en lille køkkenhave med lækkerier. I det ene hjørne bliver der gjort plads til en sandkasse i lærketræ. Ih, det bliver så idyllerisk!

2 kommentarer:

Tina sagde ...

Jeg krydser fingre med dig :):)
Åh hvor er det sødt skrevet om Ivalo!! Og ih hvor jeg kan nikke genkendende til det ;)

Britta sagde ...

Ordet nej bliver brugt meget når man har et lille barn :-)
Men det er nu sjovt at se hvordan de udforsker verden og Rasmus har fået mig til at se med nye øjne på masser af ting.
Meget apropro, så glemte at spørge dig forleden om du er interesseret i et gitter og en kravlegård?

Knus Britta