At snakke forbi

.... hinanden.

Da jeg var barn var vi på tur til Danmark. Mener det kun var min mor og jeg der var hernede i forbindelse med noget arbejde min mor havde. Jeg blev passet hos Birte - min anden mor. På et tidspunkt spurgte jeg hende: "Kommer mor ikke snart hjem?" - "Jo, lille skat" - svarede Birte og jeg brød ud i gråd over min mor ikke snart kom hjem.

Her hjemme har Ålen og jeg også sådanne situationer en gang i mellem. Tror Ålen har lært at tolke mine underlige svar efterhånden og finder dem en smule pudsige på den søde måde. For det sker faktisk oftere end jeg lige lægger mærke til.

Tror det er grønlandsk. Det har noget med omvendt ordstilling at gøre, som jeg havde en smule problemer i starten da vi flyttede ti Haderslev. Jeg kom hurtigt fra det - mit danske har dog altid været godt til trods for enkelte ups´ere hist og pist. Mit grønlandske er til gengæld mere end rustent - desværre.

Grønlands selvstændighed ligger mig meget på hjerte. Hvornår, hvordan, hvorfor og om. Mange tanker løber gennem hjernemasen og hjertet, for jeg kan ikke lade være med at bruge hjertet mit, når det gælder det store land, jeg kan savne så det gør ondt.
Jeg ved nok hvad jeg synes. Ved hvad jeg tror. Jeg håber Grønland en dag kan blive et selvstændigt land med eget pas. Jeg mener bare ikke grønlænderne er klar til at tage det skridt endnu. Det ses tydeligt, synes jeg. Alene i folkeskolen ses det. Desværre.

Det handler om et folk, der skal vokse sig til opgaven - tage det ansvar der kræves for at det store land kan blive lige små smukt samfundsmæssigt som det er i naturen. På den grønlandske måde og ikke på den danske måde. Men det tager tid. Og hvor lang tid, ved jeg ikke.

I mellemtiden vil jeg glædes over de smukke foreninger der er kommet gennem to lande - og stadig kommer. Ivalo er et produkt af foreningen Grønland+Danmark ud af mange. For der er kommet mange velsignelser ud af ægteskabet - lad os hylde dem og håbe dette ikke går tabt i de store spørgsmål. Hverken fra den enes side eller den andens side.

Det er så let at snakke forbi hinanden - at glemme at lytte til hvad der bliver sagt - kun at høre sin egen røst i en storm.