Besøg hos Farfar

Vi var ude hos Farfar i lørdags. Jeg har længe, længe beundret alle de fine håndarbejder han har overalt i det hjem. Han har stole der er betrukket med broderier, klokkestrenge og dækkesevietter. Der er kniplede lyseduge, hæklede duge, strikkede håndklæder. Sågar et hæklet tæppe. Og han har snart foræret mig det hele.

Det er Ålens Mor og Mormor, der har været igang. Og det er alt sammen meget, meget smukt udført håndarbejde. Dana har skrevet om forskellen på hjemmelavet og håndlavet - og dette er i sandhed håndlavet. Der er ikke sprunget over hvor gærdet er lavest - der er kælet for detaljen og hvert eneste sting og maske er gjort med en snilde og erfarenhed, der får mig til at føle mig som en vaskeægte nybegynder. (Hvilket jeg jo også er, i forhold til Farmor og (Ålens) Mormor).


Deres perfektionisme er klart noget at stræbe efter. Nu har jeg aldrig mødt nogen af dem. Ålens Mor - Farmor - beskrives som meget uselvisk. Hun kunne ikke lide at være i centrum og brød sig heller ikke om ros. Hun var svær at komme ind på og meget pertentlig. Jeg har på fornemmelsen at det ville have taget mig lidt tid at blive godkendt. På den anden side, så tror jeg også hun ville elske mig for at jeg gør hendes søn lykkelig.

Mormor beskrives som et levemenneske. Hun rejste og gjorde lige hvad der passede hende. Efter hendes mand døde, dog. På samtlige billeder jeg har set fa hende, smiler hun varmt og der er billede, der specielt har gjort indtryk på mig. Det er et af Ålen, der sidder og putter hos hende. Han er en stor dreng - en 10-12 år - og det lyser langt væk at de to havde et helt specielt forhold. Hun døde få måneder før jeg mødte Ålen.