Besøg

Jeg sad lige så stille og passede mit strikketøj. (Coral, ligesom så mange andre, men det handler denne post ikke om).

Ellen lå og puttesov ved siden af mig i sin lift, Ivalo lå og små-snorkede inde på sit værelse og Ålen var gået i seng. Sad der og nød stilheden, iagttog hver eneste lille bevægelse mine hænder lavdede for hver maske der gled af den ene pind for at ende på den anden, forlænget i løkken. Sad bare og nød stilheden.

Så i øjenkrogen noget, der bevægede sig fra sofaen og over under vores skænk. En mus. En lille, hurtig mus. Jeg er ikke bange for mus. De er bare ikke så hyggelige at bo sammen med, synes jeg. I hvert fald ikke når det ikke er noget, jeg selv har valgt. Og jeg har aldrig boet sammen med en vild-mus før. Ikke hvor jeg har været klar over det, altså.

Faktisk gik jeg lidt i panik. For at være helt og aldeles ærlig. Forestillede mig Ellen og Ivalo ligge og putte med en lille bakterie-befængt møg-mus. Ad. Eller at jeg ville vågne og straks se en den i øjnene.

Spurtede i bedste OL-stil ned til Ålen, der så helt forvirret ud i hovedet. Prikkede ham febrilsk på låret;

Åle, vågn op, vågn op! Vågnopvågnopvågnop!!! Der er en MUS oppe i
køkkenet! En MUS!

Ha ha...! Temmelig komisk, nu set i nakspejlets klare lys. Han laver i øvrigt en rigtig god efterligning af mig, der vækker ham og derefter ser ret tøsefornærmet ud, da han bare går i seng bagefter; Han forsøgte at forklare mig at det ikke er sådan lige at fange en mus. Og at der findes mus alle steder. (Det tror jeg altså ikke på...)

Idag tog vi i byggemarked og købte en fælde. Sådan en, der knækker nakken på kræet. Og ligefør gik der en mus i fælden. SMAK! Den havde nået at spise den luns Primadonna-ost vi havde lagt. Det var et godt sidste lille måltid. Primadonna-ost smager godt, synes jeg.

Nu er fælden sat op igen og jeg håber det var den første og eneste mus, vi huser.

Nå. Jeg fil da sovet uden at vågne til nogen af førnævnte horrible situationer.