Om det at prøve...

Jeg sidder lige og tænker... ja ja - men jeg overdriver altså ikke...! :-)

Nå - men jeg sidder lige og kommer til at tænke på dengang for ca. 4 år siden, hvor jeg fandt en gammel hæklenål og noget gammelt, gammelt mohair i mine loft-kasser fra den tid hvor jeg lige var flyttet hjemmefra.

Jeg har altid hæklet - i perioder - og bevægelserne i håndarbejdet ligger godt i mine hænder og håndled. Min mor og mormor lærte mig det, men jeg husker ikke jeg har lavet noget med det - ikke engang den mindste lysedug husker jeg at have lavet dengang jeg lærte det. Tror faktisk kun jeg har lavet meget simple halstørklæder og huer indtil for 4 år siden, hvor Ålen og jeg blev enige om at vi ville lave os en baby.

I de to år, der gik før Ivalo lå i min mave, fik jeg hæklet en masse til hende - jeg bladrede rundt i alle mapper hos alle de lokale garn-pushere og jeg må indså at der ikke er mange opskifter på hæklede sager i forhold til det strikkede i Danmark. Lige så stille fandt jeg en verden på internettet, en verden fyldt med blogs, fora, hjemmesider, butikker og alt mulig andet der handlede om håndarbejder.

Jeg så godt alle de strikkede modeller og tænkte "det lærer jeg aldrig!" Det var især hulmønstrede sager, der fangede mit blik. Da jeg for 24. gang bladrede en mappe igennem og synes det hele så ualmindeligt gammeldags ud, besluttede jeg at det der strik måtte jeg lære. Jeg har haft håndarbejde i folkeskolen og havde lært at strikke ret og vrang. Men jeg huskede det ikke så godt - så jeg fik investeret i Politikens Strikke og Hæklebog og gik i krig.

Jeg husker tydeligt da det gik op for mig hvordan en maske sidder "rigtigt" på pinden - altså det der senere gik op for mig - forskellen på drejet ret og almindelig ret. Og forskellen på hvilken vej indtagningerne vender og hvordan man kan lave udtagninger. Jeg kastede mig ud i det - nogen gange med tilløb og ofte når jeg var alene hjemme, for så kunne jeg sidde og koncentere mig og bande, når det gik galt. Jeg var pisse-stolt, da jeg havde lavet min første prøve med ind- og udtagninger - viste det til Ålen med verdens bredeste smil malet i ansigtet.

Der gik meget lang tid før jeg strikkede mit første hulmønster. En dag sprang jeg ud i det. Og indså at det VAR rigtigt, alt det, som de skrev derude på internettet. At det er nemt. Og det bare er ind- og udtagninger lavet på forskellige måder. Jeg gik længe og så på - beundrede alt det I fik lavet og viste frem på jeres blogs. Og nu sidder jeg her og viser mit frem - det havde jeg ikke tænkt på jeg skulle ende med dengang for 4 år siden.

Tiden efter den åbenbaring er gået hurtigt. Nu er der ikke så meget, der afskrækker mig, jeg leder endda efter en cardian strikket i kabel-mønstre. Jeg ved nu at jeg bare kan pille maskerne op, hvis det ikke er som jeg ønsker og at jeg kan prøve igen. Kun min stædighed sætter grænserne. Men jeg er også ivrig og utålmodig. Jeg har et stort gå-på-mod og er så heldig at jeg har fået mine hænder skruet godt på. Det skal jeg sætte mere pris på.

Grunden til jeg kom til at tænke på alt det her - er Ivalo og Ellen. De skal til at lære alting. At lyne lynlåsen - at holde på gaflen. At det er ok, hvis det ikke lykkedes i første, anden og tredje gang - man kan prøve igen. Det må være enormt skræmmende og spændende på een gang og jeg forstår nu en lille smule af den frustration, der kommer ud af Ivalo, når hun så gerne vil, men ikke kan og måske heller ikke helt tør. Men hun gør det alligevel. Hun prøver. Hvor er det sejt! Men hun har også et voldsomt temperemt - hun er ilter og følelserne sprudler ud af hende.

Jeg håber denne lille indsigt har flyttet min tålmodighedsgrænse en lille smule, især næste gang hun flejner.