Luksus hagesmæk!

Håndspundet babycamel/silke og Noro Silk Garden. Blandet i skønt rillestrik til at falde smukt om min hals; varmende lige dér hvor vinden rammer den sarte hud. Selv farverne er zen-agtige. Sarte lys brune farver, med et lille tvist af lilla og lyserød. Det var meningen denne skulle vises frem og bæres hele vinteren. Mønsteret er en fusion mellem denne og denne - og denne sag skulle være deres fuldendte baby.

Og så ligner det jeg har taget en kæmpe hagesmæk på. Det ser slet ikke rigtigt ud. Heller ikke hvis jeg binder den, så den sidder alternativt, er det godt. Jeg gjorde mig så umage - strikkede til der kun var 12 cm. tilbage af det håndspundne, udnyttede så meget jeg kunne. Var omhyggelig med farvevalget og synes jeg var rigtig smart, da jeg fandt på det enkle mønster, der passede så godt til mine to skønne garner. Det hele skulle passe så godt sammen. Og så ligner jeg en kæmpe baby med en luksus hagesmæk på.

Jeg giver den til pigerne der kan bruge den som et sjal (om jeg så skal tvinge dem til at gå med den!!!), og så vil jeg bære den når jeg tuller rundt her hjemme alene. Bare fordi den er så rar at have på og fordi farverne er så pæne.

4 kommentarer:

Pernille sagde ...

Jeg ved det gør ondt, men du kunne også... trævle op og strikke noget andet. Noget som du ville bliver RIGTIG glad for.

Julia Zahle sagde ...

Pernille - jeg har overvejet det, men smerten er stadig for tæt på... det er slet ikke utænkeligt at jeg en dag bare ripper det hele op. Men ikke endnu...

Mette sagde ...

Vi vil se den på! ;-)

Bettina sagde ...

AI, da, Julia! Måske *host* trevle op og så smække den op på "for store" pinde så den bliver lidt større og løsere?