Det er en ommer...

Se først hvordan den rigtige kjole skal se ud HER. Jeg valgte nogen andre farver, fra lageret, men det var sådan cirka det, jeg gik efter. En skøn, feminin, tøset kjole. Med flæser i perlestrik og enkelt, men romantisk hulmønster. Jeg har endda været forbi Stof & Stil og købt rigtig lækkert tyndt babyfløjl, der passer perfekt i farven så sent som i eftermiddags.

Dette projekt var dødsdømt fra starten. Jeg har strikket tilbage mange gange (fucking 6 gange - og det var mange rækker hver gang...!) og haft lidt ondt i hænderne på grund af bomulden, men jeg kørte på. Kjolen er jo så sød og den tager heller ikke mange dage at lave. Det tog mig mange rapporter at memorere hulmønsteret, selvom det er et nemt et. (Skyder skyld på eksamen-hjerne, men alligevel - det hulmønster, er der ikke mange ben i, vel...?)

Jeg talte endda hver eneste række (det stod der ikke i opskriften, men tænkte at jeg var så skide smart - og hey - det VAR sgu da smart!) så jeg var sikker på at alle dele blev lige lange og ikke skæve. Jeg strikkede tilbage så mange gange, fordi jeg ville have det blev rigtigt.

Jeg forestillede mig Ivalo lege rundt ude i kolonihaven som en smuk fe med sit semi-krøllede hår iført sin smukke Stolthed & Fordom-kjole, mig i noget hvidt hør og Camilla Plum-agtig klud om håret mens jeg planter solsikker sammen med Ellen (der også har sin Stolthed & Fordom-kjole på) og at Ålen fyldte soppebassinet op med kølende vand. Vi har frisklavet smoothie på bordet og en doven brumbasse hviler sig i en stor blomt, jeg ikke aner hvad hedder (eller om det er ukrudt).

Se lige hvordan den ser ud...! Sidst jeg så efter, havde Ivalo ikke to forskellige størrelser arme.

Det er bare noget lort. Og jeg kan ikke lige overskue at pille det op igen lige nu. Godt, jeg ikke har vist det til Ivalo endnu... Derfor slog jeg op til nogen nye Falske Sokker i noget rødt garn og lidt snonings-halløj på. Projekt nummer 480, men hvem tæller...

Min nye kalender er allerede taget i brug. Jeg elsker en ny kalender. En ny start. Et nyt semester, et spændende semester! Jeg skal studere Stalinisme og Protestantismens Ånd & kapitalismen, der i øvrigt beskrives sådan her: "Med udgangspunkt i Max Webers tese om, at de forskellige protestantiske bevægelsers specielle, men indbyrdes varierende etik, virker særligt fremmende for kapitalistisk foretagervirksomhed, diskuteres tesen med særlig henblik på de protestantiske bevægelsers udvikling ca. 1500 - ca. 1650".

Og så har jeg prøvet Den Lille Computer ude på Uni - ikke så hurtig som Den Store, vi har her hjemme, men er ikke sikker på som det bare var SDU´s trådløse internet, der havde lidt knas. Alt i alt superfedt med sådan en lille sag.

9 kommentarer:

Nette sagde ...

Hmm.. har du strikket med det ene øje lukket? Hvor i består problemet? - Ja selvfølgelig lige bortset fra at den er rimleig uens. - Men hvis du har talt ens hele vejen? Underligt, og frygtelig irriterende.
Hvis det er til nogen trøst, så har jeg også sådan et misfoster liggende, der venter på, at jeg tager en beslutning. :-)

Venter spændt på at høre, om det er pcen eller netværket, der har været styrende i dag. Skal selv ud og købe her en af dagene, og vil helst ikke have en lille, hvis den er langsom. :-)

Og så, ja for lige at fortsætte, så undrer jeg mig noget over Stalinisme i 1500-1650? Mener man, at den kan føres tilbage til kapitalistiske tendenser dengang? :-O Det er nyt for mig, men en ganske interessant tankegang.

Julia Zahle sagde ...

Nette - det er to forskellige fag, men kan godt se grunden til forvirringen... *GG*

Jeg er stadig forvirret over hvordan faen jeg kan strikke to ens stykker, så forskelligt!

Men har nu en teori om at jeg har strikket noget strammere på det ene stykke, jeg er bare ikke god til bomuld...

Nette sagde ...

Åh, ja så forstår jeg bedre. Jamen man skal ikke kimse af nye tankegange, denne var mig dog bare MEGET ny og anderledes. :-)

Er du sikker på, det er fordi, du strikker strammere på det ene stykke?
Jeg ved godt, du har talt mange gange, men når jeg umiddelbart (for det ER svært på et billede)tæller op, så ser det altså ud som om, du har ca. 20 rækker op fra ærmeindtag i højre side, men at du samtidig har 27 rækker op i venstre side. I højre side ser det også ud som om du kun har hulmønster fem gange, hvor imod det ser ud til, at du i venstre side har det syv gange.
Ja, det er ikke for at gøre dig *dum* - det ved jeg godt, du ikke er, men ind imellem kan jeg tælle og tælle og alligevel overse et problem, der for andre ligger lige for, blot fordi jeg har stirret alt for meget på det.

Har du ikke en eller anden kyndig strikker i nærheden, der kan kigge på den?

Strikkeheksen sagde ...

Hvis rækkeantallet er nogenlunde ens i begge sider, så er mit råd ganske enkelt, at vaske den og strække den lidt i den ene side - råd tyvstjålet fra Debbie Stoller (hende med: Kvinde med pinde)

Britta sagde ...

Det er ikke tilfældigvis sådan at du har siddet og strikket på den de aftener hvor du burde have ligget i din seng i stedet for at nyde stilheden... ;-)

Julia Zahle sagde ...

Nette - du har ret - jeg har også haft lidt tid til at tælle after - der mangler nogen rækker i den ene side. Det er mig bare så.... dumt at jeg kan finde på at strikke skuldrene sammen UDEN at lægge mærke til, der mnagler SÅ mange rækker!

Så Britta - du har ret - jeg burde nok have gået lidt tidligere i seng i stedet for at have strikket forkert. *GG*

Strikkeheks - det ville have været mit andet bud, hvis ikke jeg lige havde talt efter og fundet, der var for få rækker i den ene side.

Nette sagde ...

Dejligt, så er det jo rimelig nemt at redde den. :-)

Faktisk så har jeg aftener, hvor jeg dagen efter kan se på mit strikketøj, at jeg har nikket FOR mange gange.. Ret pinligt.

Birgitte sagde ...

Fin kalender du har - den ligner min til forveksling! ;)
Jeg kender absolut glæden ved at skulle begynde på mit semester. På fredag afleverer jeg sidste opgave dette semester (åh, jeg glæder mig!) - og så står den på nye og spændende ting dérfra - aaaaah :D

Held & lykke med den asymmetriske kjole ;) Den ser i hvert fald flot ud på Ravelry-siden, og babyfløjl virker som det perfekte valg til skørtet!

Vivian sagde ...

Elsker din skitse - helt og aldeles og fuldstændig!!!!
:-))