Jeg har haft en forrygende dag. Tilbragt det meste af dagen sammen med C.P fra mit studie i sin übercool-retro sweather. Vi har sludret, snakket og grint. Vi har hygget med Ellen og set Find Nemo sammen med Ivalo.Vi var nede i byen og besøge Tanterne og DAD og jeg kan stolt proklamere at jeg siden 1. semester, hvor C.P viste interesse for strik, har forsøgt at puste til ilden. Det har for mig handlet om at være der, når hun selv ønskede det, men også at vise at intet er muligt i strik.
Hun var SÅ sej med sit første projekt. Et langt, langt halstørklæde i Feather and Fan-mønster. Jeg synes det var ambitiøst, men C.P har strikket et langt, langt halstørklæde i hulmønster, som hendes første projekt! Jeg tror hun bliver en god partner-in-crime med tiden. Har i dag præsenteret Sugarplum for hende. Nu kan min idé om en strik-a-long lige rodfæste sig mens jeg laver Kingscot færdig, hvilket jo sagtens kan tage lang tid endnu!
Det går fremad med Kingscot. Jeg har de sidste par dage været uhyre effektiv og er mest af alt drevet af tanken om jeg snart er færdig med bagstykket. Jeg er vild med de definerede masker, de tætte snoninger. Jeg er drevet af spændingen ved at skulle slå masker op til forstykkerne og gå i krig med min hidtil største udfordring - så mange snoninger og min første "rigtige" sweater. Jeg kan næsten blive helt forpustet over det.Jeg ser alle vegne her i Strikke-blog-land, dygtige kvinder, der slynger den ene sweater ud af ærmet efter den anden - og jeg forestiller mig at de også bliver lige så høje og spændte. Dette bringer mig til noget, der har undret mig lidt; hvorvidt jeg strikker for arbejdets skyld eller for det færdige projekts skyld.
Nok mest for det færdige projekts skyld. Jeg elsker, når det er helt færdigt - vasket, tør og klar til brug. At vise det frem og gå med det. Mærke det bløde uld om halsen, mærke varmen fra de bløde vanter og nusse det sprøde uld, mellem pauserne i notat-tagningen under en foreslæsning. Se projektet ligge foran mig efter nålene fra udspændingen er taget ud. Skarp i kanterne, defineret i hulmønsteret og helt ny...
... men stadig velkendt og nærmest som en god gammel bog, (dette gælder ikke alle projekter, det kan vi tage en anden gang) der bare lige skulle læses igen og derfor som ny igen.
Jeg husker, hvor jeg pillede op fordi jeg lavede ged i hulmønsteret, eller hvor jeg lod en maske falde 20 rækker fordi jeg fandt en maske, der kun var strikket halvt. Jeg husker en mandag aften, hvor jeg trængte til at koble af efter en lang, lang, lang dag på Uni, men ikke kunne sove; der nåede ganske mange centimeter. Eller den gang nede i bilen, hvor jeg stjal mig en halv times ro inden turen gik hjem til min dejlige, men sommetider støjende familie; der fik jeg knækket koden på hvordan jeg ville have nogen snoninger til at sidde på et par vanter.
Jeg nyder den meditative bevægelse jeg laver med hænder, fingre for hver maske, der strikkes. Jeg elsker at mærke tyngden af arbejdet i skødet. At strege hver færdigstrikket linje i diagrammet.
Så - i virkeligheden er det også selve processen. Men mest det færdige projekt.
Hvad med dig?
12 kommentarer:
"Så - i virkeligheden er det også selve processen. Men mest det færdige projekt."
- Du skriver helt klart, hvordan jeg har det! :) Jeg synes også processen er fantastisk - det er jo dér man får lov at se, hvordan det former sig undervejs, lege lidt med det, osv., men jeg strikker jo ikke bare for at have en masse ufærdige strikketøjer liggende rundt omkring - det er det, at det skal være færdigt, der driver mig frem.
Processen!
Det er processen, der driver, når jeg igen og igen kaster mig ud i projekter og beregninger, der ikke altid ender godt. Det er processen, der gør at jeg oplever tristhed, når et projekt er færdigt og der ikke er mere at lave.
Jeg kan ikke undvære det - det er nemlig helt klart en form for terapi.
Men det er også det færdige produkt, jeg glæder mig over at kunne tage det færdige resultat i brug, også selvom det er trist, processen er slut.
Om det er processen eller det færdige produkt, der gør jeg gerne trævler en halv meter op, hvis der er fejl..? Det er måske nok mere min perfektionisme :)
Begge dele - helt sikkert. Jeg ser hver gang frem til at få projektet færdigt og tage det i brug, men hvis ikke det fænger at strikke modellen, så bliver den heller ikke færdig. Processen giver ro/meditation/hvile de dage hvor man har brug for det (i simpelt strik) og udfordring, spænding og begejstring de dage, hvor de sværere projekter er i hænderne. Men det skal blive både færdigt og brugbart i min verden.
Så: begge dele.
:-) Britt
For mig er det begge dele, jeg holder af at se arbejdet vokse og tage form, men også af at have noget der ikke ligner alle de andres, som købte trøjer let kommer til. jeg vil helst have noget at beskæftige hænderne med medmindre jeg læser. Til dette formål er strikketøjet meget velegnet. Jeg er en af dem der laver mange trøjer, tilgengæld har jeg ikke tålmodighed til lange tørklæder.
Sikke det lyder hyggeligt, og det ser vildt godt ud det du laver. Jeg glæder mig til at se resultatet, selvom det også at sjovt at følge med i processen.
Processen, det at udfordre sig selv og lære nyt driver. Det færdige produkt mindre. Jeg har strikket flere sjaler, som måske er blevet luftet en enkelt gang.
TUSIND TAK for hjælpen i mandags.
Hej julia
For mig er det så absolut processen, ja som du beskriver: bevægelserne, tyngden af projektet i skødet, det samler tankerne på en fantastisk måde.
Jeg har tit tænkt på at brodere, men er ikke så vild med resultatet - men overbevist om at det kan give en lignende ro.
Selvfølgelig betyder resultatet også noget, for jeg vil jo ikke hverken gå i hvad som helst eller give noget væk jeg ikke synes er godt nok.
Mange tanker fra Gitte
Hej Julia
I starten er det farverne, fornemmelsen af garnet og drømmen om det færdige projekt. Hvis garnet ikke føles lækkert, så dør projektet på det stade. Så kommer processen, som enten kan være meditativ eller udfordrende, afhængigt af værkets sværhedsgrad. Det kan i øvrigt skifte fra svært til meditativt og tilbage igen under indlæring af noget nyt, hvilket er ganske facinerende. Til sidst får jeg 'afslutningsfeber', når det bliver klart at der er chance for at se det færdige resultat samme aften. Så hviler pindene nødigt og jeg kan blive vældig asocial :-) Muligvis en erhvervsskade som projektleder...
Jeg er også meget glad for selve proessen. Og så giver det mig en enorm tilfredstillelse, at jeg kan slappe af i sofaen efter at ungerne er kommet i seng, og så alligvel præstere noget!
Kingscot ser skøn ud!
Det er enormt fedt at 'knække koden' men jeg elsker lige så ofte det færdige resultat.
Hvad spiser du medens du strikker - is????
Hvor er det spændende at høre om jeres drivkræfter inde for strik.
Jeg strikker aldrig noget, som jeg ikke regner med at gå med. Til gengæld har jeg lavet mange ting, som bare ikke var "mig" eller passede til mig eller andre småting - såsom at jegfandt ud af jeg ikke kan bære mohair mod halsen, det klør.
Heidi - det er blendet, frossen mango. Jeg synes det 100 gange bedre end is. :-)
Det lyder som en dejlig dag :-)
Jeg ved ikke helt hvad der driver mig mest. Jeg har det nok også en blanding - eller måske rettere at det skifter fra projekt til projekt.
Meget flotte ting du har gang på pindene.
Send en kommentar