Der var en gang en lille pige, som var vild med dem her:
http://www.youtube.com/watch?v=tusG5oSxpuM
Ja, ja. Det var mig. Det var så vildt, at jeg gik i spåner, når de var i TV og hvæsede af min familie, hvis de bare så meget som hviskede, mens jeg så dem i TV. Jeg sad og var grådkvalt og med gåsehud over hver kvadratcentimeter af min teenagekrop.
Jeg havde An Angel og I Can´t Help Myself på repeat og må bestemt have drevet min mor til kanten af sindsyge over det. Jeg sang med på alle sangene - også dem, jeg ikke kunne udtale rigtigt. Jeg var faktisk den uopdagede del af The Kelly Family. De havde bare ikke helt opdaget mig endnu. Men det var der planer for:
Jeg skulle giftes med Paddy, det var sikkert og vist. Jeg vidste han ville falde for mig, bare han kiggede på mig. Han ville spotte MIG blandt alle andre koncert-tøser og vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende.
Jeg skulle sidde ved siden af ham og hans familie omkring et lejrbål og vi skulle synge en hel masse sange sammen og alle sidde og flette hinandens smukke, lange hår.
Det er mange år siden, men et link via Facebook og over YouTube mindede mig om en ganske nylig hændelse.
Lige her i Odense var Kelly Familiy faktisk og spille nogen tid siden. Jeg havde spottet det på en plakat, havde spøgt lidt med Ålen om at jeg gerne ville med til den lille intime koncert. (Jeg ville faktisk gerne, men kun for sjov, ing?)
I mellemtiden glemte jeg alt om den koncert, og Ålen og jeg kom gående over lyskrydset oppe ved det daværende Bikuben-højhus, mod Overgade (Jeg husker det meget i detaljer, spørg ikke hvorfor) da jeg så Angelo komme gående mod mig.
Ålen fik en mavepuster, da jeg hamrer min albue og dernæst knyttede hånd i hans maveregion.
"Se, Åle, se! Angelo!!! Det er ANGELO!!!" Sagde jeg panisk, men jeg både pegede på ham og smilte halv-psykotisk til ham.
Et øjeblik senere var jeg lidt ked af min daværende veninde ikke var med mig, for hun havde præcist det samme forhold til Angelo som jeg havde til Paddy. Hun ville have elsket at gå forbi ham, dér midt i Odense og vi ville have fnist og grint og muligvis også have fulgt efter ham. Sådan, lidt diskret, du ved.
Min Åle smile en anelse nervøst til mig og jeg kom i tanke om jeg vidst nok var 27 år og ikke længere havde værelset tapeseret med plakater af Kelly´erne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar