Nu er det ikke fordi jeg går og tror min nye iPod fryser. Det er heller ikke fordi jeg har en ubærlig trang til at strikke alt muligt tilbehør til diverse ting i hjemmet. F.eks. til toiletruller, toiletklap og potteskjulere. Det kan godt blive for meget, synes jeg. Alligevel synes jeg det kunne være sjovt at strikke en lille iPod-sok. Man har jo et standpunkt til man tager et nyt - og hvem ved - måske jeg en dag stolt fremviser en strikket lampeskærm...?
Min veninde Kat kunne godt tænke sig en iPod Sok til sin iPod Nano. Hun bruger faktisk en helt almindelig størrelse 37-39 sok til sin iPod - og jeg sad en aften og vidste ikke helt hvad jeg skulle give mig til. Kat har nu en fin iPod sok liggende til næste gang vi ses. (Det er min telefon, der modellerer Kats iPod sok - tjek i øvrigt snoren - denne snor gør det nemt for mig at finde telefonen i tasken). Jeg kan snildt forestille mig en lækker blød snor sat til sokken, som man så kan hænge om halsen, når man går tur, hvilket jeg ved Kat gør ofte.
Jeg har brugt Bettinas vejledning til Kats iPod sok. Til min egen iPod sok har jeg brugt samme maskeantal - bare med to tråde merciceret bomuld og større pinde. 3,5 mm og drejet ret-rib de første par centimeter inden jeg skiftede til glatstrik.
Fordi min iPod sok blev 3 milimeter for lille, har jeg sat en lille knap i - det ser nu meget pænere ud. Jeg er i en underlig periode for tiden - jeg er blevet helt pjattet med glimmer og paillietter - og kan snart ikke få nok af det! Er endda gået så vidt at jeg har købt 1½ meter paillet-stof og 1½ meter pailletelastik. Jeg tager mig ikke af mine veninders kommentarer om at det kun er deres mormødre, der går med pailletter. Jeg står ved min mormor-hed.
Og så til et færdigt projekt. Peaks Island Hood tog fra strikkeprøve til den blev færdig kun 9 dage. Den er blevet akkurat som jeg håbede den ville blive. Let, men varm og farven er slet ikke så gal, som jeg først syntes. Den kan bruges til det meste af garderoben og jeg leger stadig med tanken om lidt broderi/hækling til at pifte den op med. Jeg har bare endnu ikke fundet den helt rigtige løsning med at finde balancen mellem det at "pifte op" og "over-pyntning". Enkelt, men effektfuldt. Jeg skal nok opdatere, hvis jeg overhovedet finder ud af noget. Jeg ville også gerne vise den rigtig frem - men mangler lige at finde en fotograf til at tage nogen smækre modella-billeder af mig i den. Ind til da må I tro mig, når jeg siger den er flot i brug.
Mønstret var nogenlunde. Ikke så detaljeret som Ysolda plejer at gøre sine opskrifter; dette gjorde at jeg enkelte steder var lidt forvirret over mønsteret. Men, eftersom dette er et nemt koncept, var det nemt at finde den rette kurs igen. Ulden er ikke af den bløde slags, men jeg er ikke uld-forskrækket, så det generer ikke mig. Jeg kan tydeligt mærke ulden er blevet meget blødere efter udvaskning af spindeolie og jeg er ret sikker på det nok skal blive både blødere og mere "fluffy" i brug.
Det sidste billede skal egentlig bare illustrere mit nyeste projekt. En Amimono-sag. Jeg har i dag slået op til Snowdrop-look-a-liken fra Strikketøj efter jeg i går kunne fastslå strikkeprøven med shetlandsuld og kauni var spot-on! Jeg regner klart med at jeg vil kunne passe denne model rigtig længe (hvis ikke altid) og jeg trænger til at gå i gang med noget lidt større end halstørklæder, sjaler og iPod-sokker.
Der tanke-eksperimenteres med at strikke ærmer på den, men kun hvis jeg har garn nok. Jeg har endda klare intentioner om at sy alle 108 perler/pailletter på til sidst!
2 kommentarer:
Lækre ting, du har strikket, Julia. Jeg glæder mig til at se din Snowdrop-look-alike :)
jamen glimmer og bling-bling ER da lige dig, Julia - og du kan da om nogen bære det! Smukke dig...synes du er fantastisk - med og uden glimmeri! Sjove og skønne ting du laver...og hyggelige!
Send en kommentar