Ellen-trolden

I dag er det en dag til kram og klem.

Det betyder dog ikke at ikke krammer og møsser i forvejen, men i dag får Ellen en hel del ekstra. Hun er skidt. Ondt i maven, feber og generel sløjhed. Og det er ikke så lidt, når det er Ellen, vi snakker om.

Hun er ikke sig selv - har svært ved at finde smilet frem - men underligst af alt, så er hendes appetit væk. Mit lille madøre vil oven i købet gerne ned og sove - for 3. gang i dag! Hun bliver bedre og bedre til at kommunikere og det er svært at tage fejl af hendes ord og kropssprog, når hun tager min hånd og leder mig ned til sengen mens hun gentager "sove".

Jeg glæder mig til hun er "tilbage". Til at se hendes små ben spæne over stuegulvet med så meget fart på at hun falder i svinget på vej ud i køkkenet og til at se hendes små korte arme vrikke i takt til musikken mens hun danser bum-bum-dans (har man set tilstrækkelig mange Teletubbies-film, ved man hvad bum-bum-dans er).

Snoren er længere: hun får lov at krumme et helt stuegulv til, at spise pålæg uden rugbrødet, at drikke sig mæt i vand og mælk og jeg må indrømme at jeg synes det er hyggeligt at sidde med hende på skødet, mens jeg nusser hende i nakken og kysser hendes buttede kind og ser hende falde i søvn mens hun snorker blidt.