Mens jeg venter...

Vores hoveddør er gået i stykker - nærmere betegnet låsen. Vi kan ikke komme ud, så jeg er glad for vi har 2 hoveddøre i vores lille lejlighed. (Det er 2 bittesmå lejligheder, der er slået sammen til 1 lejlighed). Men - ham, der ejer hele bygningen skulle komme her til morgen/formiddag og jeg er ved at blive skør af at vente. Ikke fordi han kommer for sent, men fordi jeg sidder og læser 1 linje ad gangen og glemmer linjen igen og igen fordi jeg tror at hver lyd, der kommer i opgangen er ham. Nu holder jeg pause.

Jeg har egentlig ikke noget nyt at viser jer. Kun at der er kommet nogle få centimeter flere striber på min sok og andre WIP´s. Lige for tiden er det dog hæklede grydelapper, der tager min opmærksomhed, når jeg ikke lige sidder med næsen i en spændende bog om græsk idenditet i det 5. årh. fvt. eller den russiske revolution. Jeg har meldt mig til en swap via Ravelry og jeg håber, jeg når at blive færdig med alle 5 og får den sendt, inden deadline. Hvis jeg ikke når det - laver jeg en give-away her på bloggen.

Jeg fandt en sød opskift på Flickr via Ravelry og det er denne hexagon, jeg bruger som basis i mine grydelapper. Nemt mønster, som jeg har været i stand til at memorere allerede efter en hexagon. Jeg hækler ganske enkelt 8 stk og syr dem sammen, så det ender med en dejlig tyk grydelap. Det mest underlige er dog at jeg ikke keder mig endnu. Det hænger nok sammen med at jeg har brug for ikke at skulle tage stilling til noget, mens hænderne arbejder, da jeg synes jeg tager stilling nok til 117 andre ting, mens jeg forbereder arbejdsspørgsmål og oplæg om Orlando Figes´ bog om den russiske revolution og laver forskningsoversigt til min BA.

Så, jeg sidder lige nu i mit hjørne af stuen, ved min arbejdslampe og skriver med endnu en halvfærdig grydelap ved min side. Hyggeligt. Men det føles også som om jeg spilder min tid ved ikke at lave noget vildt konstruktivt... men på den anden side, så savner jeg at blogge oftere. Problemet er bare at jeg stort set kun oplever historie-ting, som måske kun har interesse for en ganske lille del af befolkningen og så hverdagen med familen, som kan være sjov nok, men som alligevel er mest sjov, når man er her til at opleve det.

Ellen er sjov, fordi hun snakker. Og snakker. Og Ålen og jeg har mange, mange gange kigget på hende og på hinanden med det der blik, som forældre giver hinanden, når de synes at ens dejlighed lige har gjort det mest nuttede og kloge i hele verden. Hun kommer med sine Ellen-ficerede versioner af begreber og lyde, som jeg naturligvis elsker og håber aldrig at glemme. Ivalo hedder Vilao lige for tiden. Hendes "ma" hedder nu "fut". Hun kaldte på Katrine i forgårs for første gang med ord, Katrine kunne forstå. Jeg vidste godt hvad det betød, når hun sagde "ine", men nu lød det så meget som Katrine, at Katrine forstod det. Det var rørende, men igen - man skulle vidst have været der...

Jeg synes, jeg kan høre noget aktivitet i opgangen - jeg håber det er reparations-manden. Så kan jeg fortsætte med Orlando Figes og finde ud af hvilken skole han tilhører... (Det var ikke reparations-manden).

P.S. Jeg har også lavet de allermest lækre ovn-tørrede tomater, jeg har prøvet mig frem og fandt til sidst frem til min yndlingsversion ved hjælp fra Liselottes anvisninger.