Hører jeg stadig til?

Jeg så filmen her over. Og kom til at græde. Men hvorfor?

Jeg tror det handler mest om at jeg føler at det ikke længere er mit så meget, som det har været før. Jeg føler der er andre, som har mere krav på det end jeg har. At det er deres mere end det er mit.

Jeg har ikke været deroppe siden min Mor, Brormand og jeg flyttede til Danmark. Jeg har boet i Danmark mere end jeg har boet i Grønland. Jeg taler dansk og næsten ikke noget grønlandsk. Jeg kender ikke nogen i den by, som jeg husker bedst og har ærlig talt ingen anelse om hvem jeg jeg skulle besøge der. Jeg kender ikke nogen, som ville tage imod mig og min familie.

Jeg er bange for at føle mig som en turist, hvis jeg tager derop. Jeg er bange for jeg ikke får den der følelse af at komme hjem igen. Hvad nu hvis de ikke ser mig som een, der hører til? Hvad nu hvis jeg ikke hører til længere?

Hvis jeg nu tager til Aasiaat, er min Far der. Jeg har også historie der og har boet der i 5 år, men jeg husker det ikke rigtigt. Jeg ville føle mig velkommen fordi min Far er der og ønsker at jeg er der sammen med min familie. Men jeg vil så gerne selv kunne huske!

Jeg håber at Grønland stadig husker mig og ønsker mig tilbage. Jeg håber jeg stadig hører til og stadig har et slags krav på mit Grønland.

4 kommentarer:

Torhild sagde ...

jeg forstår godt hvad du snakker om.Har lyst til å gi dig et stort kram. Jeg kommer selv fra N-Norge ( lige syd for polarcirklen) og savner til tider stedet rigtig meget. Nu er jeg så heldig at jeg kan komme "hjem" når jeg har råd og kan få dækket mit savn.Jeg er 100 på at når/hvis du drager op til Grønland , og du favner Grønland med åbent sind (favner det du husker, savner) og mærker efter så vil du mærke at Grønlandske sjæl også favner & mærker dig. Så meget er med vores sanser at gøre og du vil , når du er på stedet , mærke og huske ting du har "glemt".
Din krop og din hjerne har et facit kort og alle koder vil null stilles i de øjeblik du tør tage imod- og du vil få tilgang til alt det du måske kæmper lidt med at huske.Du skal opleve Grønland lidt på nyt ( som turist- og hvad så??), se og opleve med en voksens øjne. Sug til dig- så kommer alt det du frygter til skamme. Husk at de fleste bekymringer bliver det aldrig noget af. Kram fra Beate
Jeg ønsker dig ( når du rejser) en fantastisk tur.

Anja sagde ...

Jeg er enig med Bente... og er også fra Nord-norge (dog ret langt nord for polarcirklen) og har boet i DK i mange år. Min familie bor ikke længere deroppe. Men hvor er det dejligt at være tilbage alligevel. Nogle husker een, andre gør ikke. Men landskabet er det vigtigste - eller sjælen - lige som Bente sagde. Jeg synes, I alle sammen skal rejse derop!

Anonym sagde ...

Søde Julia,
Jeg er dansk, men har de sidste 4 måneder været i byen Qaqortoq hvor filmen er fra, jeg har også været i Aassiat og omegn.
Hvorfor du græd? Jeg tror at dels er det på grund af dit tilhørsforhold til Grønland, men også det smukke Grønland.
Det er nu 3 gang jeg er i Grønland og det kryber ind under huden på en, dette fantastiske store smukke land, med de smukke mennesker.
Jeg ved at hvis/når jeg er "hjemme", så vil/ville jeg også blive rørt i mit hjerte af savnet for Grønland.
Jeg føler mig priviligeret og lykkelig når jeg er her, mit hjerte fyldes med lykke når jeg går en tur og ser på dette smukke landskab.
Jeg elsker Grønland med alt hvad det indebære og jeg bliver aldrig færdig med dette land, jeg ser det som mit andet "hjem".
Du og din familie må op og opleve og blive fyldt med glæde.
Kram fra Jane, der skal hjem den 9/9 2010

Villa Ko sagde ...

Jeg havde ikke lige fanget at du har grønlandske aner (hvis du har det). Jeg kan bestemt godt forstå dine følelser. Jeg har boet i Nuuk nogle år og længes også meget tilbage indimellem. Især til den skønne, skønne natur! Stilheden, duftene og de store vidder! Tak for et dejligt gensyn med det sydlige Grønland :-)
Jette / Kamma og Ko