I må klare Jer med uskarpe billeder...

... men der kommer i det mindste billeder! Når jeg låner Ålens arbejdscomputer, vil jeg ikke fylde den med billeder af mit strik. Ih, hvor jeg altså ser frem til at få min egen computer igen.



Mine tå-op-sokker i Hedera-mønster er færdige. Jeg har dermed nu lært en hel masse ting, som jeg gik og var bange for, men som slet ikke var særlig svært. Det er min historie igen og igen - jeg går og tror at noget er vildt svært (f.eks. at strikke hulmønstre, lave indtagninger og strikke tå-op-sokker) og så viser det sig at det er så nemt som at klø sig i nakken. Og så når jeg at blive en smule irriteret på mig selv, men helt ærligt - så synes jeg nu mest at jeg er sej. Og det er vel derfor at jeg bliver ved med at strikke.



Jeg lærer noget nyt hele tiden og så føler jeg mig ret sej og dygtig, når den sidste maske er lukket af og jeg kan bære det nye jeg har strikket. Eller når garnfeddet er vasket og tørret og jeg kan beundre de mange timer og anstrængelser, der er lagt i spindingen. Eller når modtageren af garnet eller det strikkede bliver glad.



P.S. Jeg sidder med en god håndfuld (altså en voksen-håndfuld) hårklemmer, hårnåle og hårspænder i håret. Ivalo har ordnet hår på mig og jeg føler mig meget smuk. Og jeg elsker altså når hun med sine små hænder nusser mig mens vi snakker og snakker om alt og intet. Og jeg elsker når det er min tur til at sætte hendes hår, og hun så ligger og næsten-falder i søvn, mens jeg nusser hendes altid silkebløde kinder og bløde hår. Så kommer Ellen buldrende og har skidt i bleen og så