Det går godt. Joh, i sidste ende går det godt. Men jeg er ved at være træt af at vi alle er syge på skift. Denne gang er det min tur (igen) og jeg er ramt af den slags forkølelser, der gør at man pudser næse en milliard gange i timen og min næse og overlæbe er helt ødelagt af det. Men snottet - det render og render. Jeg undrer mig over, at der kan være så meget snot i min lille næse...
Nok om det. Mere om Harry Potter. Og Dødsregalierne. Så den i går. Ingen spoilere - bare rolig - jeg vil bare fortælle at jeg både spruttede af grin, græd af glæde og græd af ked, jeg blev så bange at der gik kuldegysninger gennem ryggen og min sidekvinde blev så forskrækket at hun skreg. Filmen var meget tro mod bogen og det var en fornøjelse hele vejen i gennem. Lige så snart jeg bliver rask, skal jeg ind og se den igen. Og igen. Og gerne igen.
Lidt hverdagshalløj: Ellen fik sushi med i madpakken i dag. Jeg ville så gerne se hendes lille nuttede ansigt lyse op af glæde over det. Hun elsker sushi. Ivalo er hos sin Mormor. Tror hun får tanket op på noget tegnefilm, for vi har ikke nogen tegnefilmskanaler før Januar.
I weekenden har vi følgende planer: Vi skal på et lækkert julemarked og der skal finpudses her hjemme. Det er nu, det personlige skal op. Vores platte figur fra vores tur til Egypten skal frem og pynte på den platte måde. Mit maleri med kamikkerne skal hænges op. Vores tallerkenrække skal vaskes og slibes og gøres pæn igen. Mine grønlandske ler-ansigter skal op og se uhyggelige ud. Billedet af Farmor skal have sin rette plads og det store spejl skal op og hænge, så vores lille stue kommer til at syne en lille bitte smule større. Min mormors trommedanser i fedtsten skal frem og min mors perledug med stedmoderblomster skal der også findes en plads til. Vi har endelig plads til gyngestolen og vores røde uldtæppe kommer endelig til sin ret på gulvet.
Nåja - jeg har jo endelig fået mine kontaktlinser. Det er lidt af en vanesag, men det går også godt. Det er en helt ny følelse at kunne gå ud i regnvejret uden at blive generet af dråberne på glasset.
Nu vil jeg lave mig en varm, varm kop the og smøre mere af ungernes numsecreme på næse og overlæbe.
2 kommentarer:
Madsen salve? Det er bare super godt....
Yes, Madsens!!!! Det´ bar´ det bedste!
Send en kommentar