Nyt garn!!


Jeg har fået ny frisure. En ode i 90´erne, for jeg har nemlig fået en klassisk grydefrisure - dén som alle Thomas´er, Dennis´er og Michael´er havde i 90´erne. Den klæ´r mig godt. Og så har jeg nu tabt mig 31,1 kilo siden i sommers. Og 5 størrelser. Og det er jo helt vildt. Og det er endnu mere vildt, at jeg stadig har et ønske om at tabe yderligere 30 kilo. Og nej, ikke helt en grydefritz som på billedet - men tæt på.

Men jeg har også fået farvet en bunke garn, som jeg får sat ind på salgs-siden i aften eller i morgen. Det er lykkedes temmelig godt, synes jeg. Der er både nogle mere tone-i-tone-farver og nogle, der har mere kontrast. Der er også een, jeg har valgt at kalde "ClownBarf" - hvorfor, kan I selv regne ud... *G*

I dag fik huset en overhaling - der blev både ryddet op, støvsuget og vasket gulv. Det var dejligt - bagefter. Jeg er ikke så pjattet med rengøring og oprydning - og det når altid at vokse mig lidt over hovedet inden jeg får taget mig sammen til at få has på rodet. Men det er altid så rart bagefter. Og så har jeg fundet en god måde at komme igennem de største bunker: lydbøger. Jeg plotter ganske enkelt en ly´bog i øregangen og så går oprydningen og rengøringen hurtigere. Lige for tiden lytter jeg til "The Help" - skøn bog og godt indlæst. Jeg var med veninde Kat inde og se filmen forleden - og selvom bogen er så god, så skuffede filmen bestemt heller ikke - jeg kan varmt anbefale jer at se/læse/lytte.

Mens jeg nussede rundt kom jeg til at tænke på det med at være hjemmegående. Faktisk ville jeg ikke have noget imod at være hjemmegående husmor. De huslige pligter - okok - dem skulle jeg nok få ordnet - men er det for provokerende at synes man gerne ville være en hjemmegående husmor nu til dags? Når jeg kun har 2 børn og et lille bitte hus at passe?

Ålen og jeg var et smut på 4-tallet i går. Ikke noget vildt - og slet ikke sent (det gi´r næsten sig selv, når vi står op ved 5.30-tiden). Nåmen - Henrik - een af de ansatte havde fri og skulle på julegaveshopping med kæreste, Svigermor og hvad har vi.

Jeg spottede selvfølgelig hans trøje med det samme. En lækker håndstrikket sag - men jeg ville jo ikke glo for meget - det kunne jo sende de forkerte signaler. Fik da kommenteret på trøjen, som jeg rigtig nok havde spottet som Brownstone strikket op i noget garn, der sagtens kunne være Feltet Tweed i en lækreste blå farve. Ikke nok med at mønsteret er lækkert, så var den også strikket smukt op. Der er nu ikke noget som et smukt strikketøj, der stolt bliver båret af modtageren. Så - kære Henriks Svigermor - jeg ved nu at Ålen skal have en Brownstone, at du er sej og at Henrik er vildt heldig. Jeg håber han finder en god ulden julegave til dig.

Jeg sad og strikkede på en julerød nissehue med masser af vendepinde og kiler dernede. Det bliver en rund og blød hue, strikket op i pink og rød Kauni og jeg håber sådan jeg når at blive færdig inden d. 24. Den er til mig selv - hvis den klæ´r mig. Og så er jeg færdig med en top-lækker poncho/kappe-ting, strikket op i XL-uld fra Tanterne - men har endnu ikke fået taget et billede, jeg synes jeg ser pæn nok ud på, så I kan se den. Måske i morgen...

Ravelry er der en tråd, hvor nogle mere eller mindre ambitiøse kvinder og mænd har skrevet deres garn-relaterede mål for 2012 ned. Alene det at skrive sådanne planer ned, synes jeg er modigt. Hvis jeg skulle lave en liste, hvilket jeg ikke vil, så skulle den se således ud:
  • Få lavet et bedre system til garnlageret. Nu er det nemlig ikke længere nok, at det meste er samlet oppe på 1. sal. Næh - jeg vil så gerne have det hele samlet i een reol og nogle kurve. Og så skal den anden reol fyldes med bøger, blade og andet litteratur. Faktisk ville jeg allerhelst ønske mig een stor reol på hele væggen - men har jeg hverken evnerne til selv at lave eller kronerne til at få andre til at lave. Så skal I dælme købe meget garn af mig.
  • Spare sammen til to spinde-redskaber: En spinderok og en elektrisk spinder.
  • Få udgivet en håndfuld af de opskrifter, jeg har liggende til teststrik. One way or the other.
  • Få indrettet en farve-station nede i kælderen med kogeplader, ovn og det hele. Med ekstra god udluftning og plads til alt farvegrej. Lige nu laver jeg pletter i hele køkkenet, hvilket Ålen vist nok ikke er helt tilfreds med. Jeg synes kun det pynter...
  • Få strikket mig en trøje/sweater. Men det kræver at jeg ved, hvilken størrelse, jeg skal strikke og så længe jeg ikke er vægtstabil, kan jeg ikke overskue hvad jeg skal gøre. Dén må jeg tænke lidt mere over...
  • Lære Ivalo at strikke vrang.

8 kommentarer:

Sidsel Sangild sagde ...

Billeder - ellers må man ikke skrive at man har fået ny frisure og tabt 31 kg... tænk hvis man ikke kan kende dig næste gang!
Lyder skønt med alt garnet og målene. Jeg har også et mål om at få orden på garnet - både det på hovedet og det som ligger i bunker overalt. Men det skal nok ikke vente til næste år.

Knus Sidsel

Anonym sagde ...

Hvor ER du sej!! Tillykke med dit flotte, flotte vægttab - og nye garn! Er nu enig med Sidsel...et foto vil vi så gerne ha´;-) Venlige hilsner og glædelig jul fra Helle

Britta sagde ...

Hvor er Jeg glad på dine vejne. Det må være skønt at være sluppet af med alle de kilo.
Ang. Reol, så skaffer jeg en meget billig tømmer/handyman hvis du skaffer træet.

Sifka sagde ...

Det var da et voldsomt inspirerende indlæg fuld af glæde og overskud. Tillykke, Julia!

Rikke sagde ...

Som Sifka nævner, så emmer dit indlæg af overskud og glæde. Det er både dejligt og inspirerende! Tillykke til dig, med garn og manglende kilo. Tillykke til dig, med dit humør og gåen-til-den!

Tina/Chance-strikkeren sagde ...

Vi må da se det nye garn ;o)
Hvor ER det bare godt gået med dit vægttab. Du er og bliver en sej kvinde !

Sylvia sagde ...

Tenk at du har tapt så mye. Det er et hus med smør-pakker, det!! Vi i Norge har måttet kjøpe smør laget i Danmark, siden vi gikk tom. Pga av Lavkarbo-dietten, som halve befolkningen går på (ikke jeg, jeg hygger med kaker og marsipan, og trenger å tape 6 kg!!!)
Ny hårfrisyre også. Bare ikke skift ut din herlige personlighet! ;)

Toni29 sagde ...

Hej Julia

Flot garn du har farvet - hvordan køber jeg noget af det ?
Hilsen Toni