Der er mange fordele ved at tabe sig 36,6 kilo.
Jeg glemmer at tage mine astmamedicin, fordi jeg ganske enkelt ikke har de store problemer med at trække vejret. Jeg glemmer også at tage min forebyggende astmamedicin, hvilket i et rigtigt trælst tilfælde kan gå hen og blive problematisk fordi jeg af gode grunde endnu ikke ved hvor jeg står med hensyn til astma´en. Kun at det er bedre, hvilket er skønt.
Folk kan ikke kende mig og går forbi mig. Det er jo ikke noget problem, hvis det er nogen jeg ikke gider snakke med - men det er lidt kikset at råbe efter dem, man gerne vil snakke med. Især hvis det så viser sig at være en fremmed, der bare ligner Jens rigtig meget. Godt jeg ikke gav ham en krammer...
Nyt tøj. Bukser, nederdele, bluser, kjoler og endda gamasher. Hængerøv klæder mig ikke. Heller ikke når jeg prøver at se ud som om der er meningen. Min flade grønlænderrøv skal have bukser, der passer. Så selvom det føles om om jeg hele tiden køber nyt tøj, så er det ikke så sjovt endnu. For jeg går efter de billige mærker, basistøjet. Jeg krymper i sådan en fart, at jeg ikke vil give 600 kroner for et par bukser. Men jeg kan juble over at have tabt mig 5-6 størrelser. Jeg glæder mig til at blive vægtstabil og kan gå efter de lidt sjovere modeller, som ikke behøver at være de allerbilligste.
Nye spisevaner. Jeg må meget ofte levne mad på tallerknen. Det er en ret fed fornemmelse. Jeg forsøger at spise til jeg revner, men jeg må alligevel levne og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg besøgte mad-hallen til Formland 3 gange i går - og jeg fik bestemt spist min del af chokoladen. Uden dårlig samvittighed - for jeg kan bare lade være med at spise slik resten af ugen. En fordel ved at have fået foretaget en gastric bypass.
Jeg har haft svært ved at skrive om min nye mave herinde. Ikke fordi jeg er flov over det. Faktisk er det een af de allerbedste beslutninger, jeg har taget i mit liv. Men fordi jeg efterhånden har oplevet at folk tror en masse om operationen, som slet ikke har noget med virkeligheden at gøre og flere har oven i købet givet udtryk for at jeg har valgt den "nemme" vej til et slankere liv.
Det er ikke nemt. Det er en enorm forandring, som har haft enorme konsekvenser for mit liv. Jeg er tvunget til at spise sundt nu - hvis jeg ikke gør det, får jeg ondt i maven på flere forskellige måder, jeg vil forskåne jer for at vide mere om. Jeg er stadig lækkersulten og selvom de har bypasset en stor del af min mave, har de ikke sat en chip ind i min hjerne, der gør at jeg har mistet lyst til søde og friturestegte sager. At spise disse ting idag har bare en rigtig, rigtig træls bivirking, der gør at jeg ikke spiser dem - eller kun nøjes med 1 ´pomfrit´ og 3 meget delikate lakridser fra Bülow.
At spise de usunde sager havde også en meget træls bivirkning før - men denne bivirkning kommer promte og ikke snigende, som før.
Jeg er ved at lære min krop at kende igen. Hvordan den virker og ikke mindst den store forandring, den gennemgår for tiden. Jeg tabte de første 17 kilo inden operationen - resten efter. Jeg mangler stadig en del før jeg kommer i normalvægts-kategorien. Jeg dyrker motion og følger alle regler, jeg skal følge i henhold til de meget dygtige læger og diætister, der vejleder og støtter mig. Ålen synes jeg er megasej og det synes jeg også selv, jeg er.
Jeg håber også på jeres forsatte støtte og jeg vil gøre mit for at svare på spørgsmål, I måtte have omkring det at få foretaget en gastric bypass.
19 kommentarer:
Fedt at du er så glad for din GBY, jeg fik den også 7/2-11 og jeg har heller aldrig gjort noget så godt for mig selv, hverken før eller efter :-) jeg er også dalet 42kg, og mangler nu 'kun' 4 kg, inden min BMI er på de magiske 25, men uhh hvor er det svært nu, det gik jo en del hurtiere i starten :-) pøj pøj med det, vi må støtte hinanden, nu lever vi ikke det fede liv, men har et fedt liv :-)
Kærlig hilsen Christina
Uanset hvordan du har tabt dem, så er det rigtigt mange kilo og rigtigt flot. Jeg kan se både fordele og ulemper ved operationen (jeg er selv blevet tilbudt den i forbindelse med, at min læge stemplede mig som havende type 2 sukkersyge) og det er rart at se en, der lever så godt med operationen og har formået at ændre sit liv. Jeg har en bekendt, som fik operationen for flere år siden, men som valgte ikke at ændre sin livsstil og ikke tog det hårde træk, som du har gjort og som resultat af hende, havde jeg længe den opfattelse, at GBY "bare" var en hurtig løsning til at komme ned i vægt. Jeg har siden mødt flere, som dig, der rent faktisk har brugt operationen som et redskab til at ændre din livsstil og jeg må give Ålen ret, du er megasej.
P.S. Regner med at være færdig i aften eller i morgen tidlig.
Julia du ER megasej! At tabe sig næsten 40 kg er godt nok flot, uanset hvilken metode man har brugt.
Held og lykke med det videre forløb :-)
Jeg har lige set i TV om GBP og forstår det meget bedre end før... så jeg er glad for du taler om det, for at udbrede hvordan det føles og hvordan man egentlig har det bagefter og ikke mindst at detjo stadig er en kamp :) Jeg synes du er SÅ sej... Og jeg jubler med dig over dit nye livsstil :)
I har ret, du ER supersej! til lykke med det gode resultat og at du har formået at bruge operationen som hjælp til at ændre dine vaner. det er der desværre ikke alle der gör, har selv en i den nærmeste familie der fik sådan en operation for nogle år siden, hun gjorde så ikke noget mere og er nu meget federe end hun var för og så hævder hun at den operation, den virker sku ikke!
kh.fra Island
Frida
Du er SUPER-SEJ-OG-MEGA-LÆKKER :o)
Det har jo ikke været en nem beslutning (gætter jeg på) at få foretaget sådan et indgreb - MEN når det bliver brugt så flot som du gør... Så kan metoden ski* være ligegyldig !! Og som du selv siger... så har det jo IKKE fjernet lysten til det "forbudte", så det er din egen fortjeneste at du har tabt de MANGE kilo.
Og så var det dejligt - som sædvanligt - at se dig igår :o)
Kram
Susanne i silkeborg
Det er din egen vilje og styrke, der har hjulpet dig af med alle kilogrammene, så du har fuld ret til at være stolt, for det er så sejt gjort!
Godt gået Julia. Vi startede på et livsstilskursus i torsdags, hos lægen fra B.S. og basserne. Vi var på vægten som udskriver alle sandheder... Ifølge den har vi begge nået pensionsalderen. Det er skræmmende. Fortsat held og lykke.
Du er simpelthen helt vildt sej, Julia! Jeg kender flere, som har tabt sig på samme måde og de er så ualmindeligt lykkelige for det liv, det har givet dem.
Jeg er selv i gang, dog ikke via GB men via masser af sjov motion og en stille og rolig kostomlægning. Det SKAL sgu lykkes denne gang. Nå! ;-D
Pøj pøj med det hele og rigtig god solskinslørdag til dig og dine :-)
Der er mange måder, at tabe sig på. Men der er ikke nogen nemme måder. Du har valgt din, og det er super-sejt! Det kan kun respekteres - hermed også herfra :-)
Go kamp videre - jeg er sikker på, at vi er mange herude, der støtter dig og er imponerede over dit hårde arbejde :-)
Du er mega-hamrende-sej, og de tabte kiloer, er jo helt og alene DIN fortjeneste, respekt!!
Som jeg før har sagt, du er så sej! Og jeg synes det er meget modigt af dig at tage en beslutning om GB, forberede dig så godt til den og efterleve "reglerne". Stor respekt herfra :)
Kram, Johanna
Bøjer mig i støvet.... du er for sej...og du kan være stolt af dig selv. For resultatet er du ikke kommet sovende til :-)
YEEAAAAHHHH!!!
Du er så fucking sej!
Hvor er du sej! Mange gange tillykke!! :)
God søndag!
Kh. Jenny
Jeg synes at det er så flot, at du er så åben om det. Uanset hvilken metode man bruger, skal man bare være stolt af sig selv!! Det er det der tæller.
Jeg vil også gerne tabe mig, men har været igennem 5 store mave-operationer, grundet noget læge-sjusk, så den sidste læge anbefalede, at jeg ikke blev opereret i maven igen. Jeg har nemlig fået ødelagt bug-væg og fået lagt et stort net ind, så det kan holde på det hele. Det er så jeg kan undgå at få et stort mavebrok igen, men det hjælper desværre ikke ;-( Så jeg har igen fået et mave-brok, så jeg kan ikke dyrke motion, som jeg plejede at gøre! Men STORT TILLYKKE med din SEJR over væget! Godt gået.
Hurra for din nye måde at leve livet på. Jeg vidste slet ikke, at du var blevet opereret, og jeg ved desuden meget lidt om gastric bypass. Men jeg ved, at du er über-cool, og at du er en smuk sjæl! Kærlig hilsen Estrid
Jeg synes også du er sej :)
Hej Julia - kom lige tilfældigt forbi din side efter lang tid - og kunne slet ikke kende dig. Nu kan jeg se hvorfor. Hvor er det flot du har tabt dig så meget - du ser fantastisk ud. Tillykke!
Kh Bodil
Send en kommentar