Jeg har en veninde. Hun hedder Eva og er lidt sær. Det er faktisk ikke så mærkeligt, for jeg tror nok jeg også er lidt sær. Det synes Ålen i hvert fald - men jeg tror også han kan lide min særhed.
Hun har en urokkelig tro på sin Gud og det er ikke noget, vi diskuterer, for vi har hver vores måde at tro på. Men vi har samme tilgang til det at være social. Vi er begge selskabsløver, som dog sætter pris på vores alenetid. Og alenetid med familien, var lige hvad jeg trængte til.
Jeg har boltret mig i mennesker weekenden over - det har været sjovt, inspirerende, travlt og overvældende. Jeg har hilst på det, der føles som en milliard kvinder og et par mænd. Jeg har grint og undret mig og jeg har i dén grad nydt alle jer, der kom forbi Tanterne og hilste på mig. Jeg har set mange Nessie`er - og de var alle sammen smukke og jeg bliver stadig vildt stolt og lidt rød i kinderne, når jeg ser at en anden synes Nessie er så skøn, at de selv strikker en eller flere. Tak. Jeg har fået så mange indtryk, at de føles som et virvar af forvirrede fluer på nethinden.
I dag er pigerne hjemme sammen med mig - vi skal alle tre til lægen - og det skal nok blive interessant. Vores egen læge er stadig syg (på 2. måned), så vi skal op til en "vikar", som vi heldigvis godt kan lide. Men det er immervæk stadig træls ikke at kunne gå til sin egen læge, som man kender og som kender een - og så kan jeg kun håbe at vores læge kommer ovenpå igen - jeg synes det er synd for både ham og hans kone at han har været syg så længe. Jeg selv har taget en forkølelse med hjem fra messen - men det er ikke værre end Kleenex-balsam kan klare det.
På strikkefronten er jeg ved at udtænke en halskant på min mega-t-shirt - men det vil ikke rigtig som jeg vil. Yoga-sokkerne får et par runder om dagen og det hæklede gulvtæppe får også en omgang om dagen. Lidt - men godt - sådan må det være sommetider.
Men - jeg har nu nydt 2 dage her hjemme - nydt at kunne kramme ungerne, mutte på Ålen og Ivalo tilbød enddog 10 minutters massage i går...!
2 kommentarer:
God bedring allesammen.
Det var hyggeligt at hilse på dig til messen. Din taske er i øvrigt lige på forsiden af min blog lige nu..... ;-)
Åhh det lyder som nogle skønne dage, fyldt med først det ene og så det andet. Det er så dejligt at kunne hellige sig kun det yperste (sig selv og familie) når man har været på i flere dage, som du på messen!
Håber I får en stille og rolig dag med en smuttur forbi lægen, håber ikke det er alvorligt!
Knus og god dag til jer, Karina
Send en kommentar