Dukkebarn

Har lige ordnet vasketøj, hængte en lille bitte t-shirt til tørre og jeg måtte endnu en gang knibe mig selv i armen - det er MIN lille datters t-shirt! Hun er ikke bare en vi har lånt - JEG er hendes mor - hendes tryghed!

Det forpligter. Det gør at jeg må være den, der viser hvordan man gør. Hvordan man spiser, hvordan man omgås folk - hvilken vej t-shirten skal vende. Jeg vil være et godt eksempel! Nogle timer virker det som en uoverskuelig opgave, andre gange føler jeg at jeg er den bedste i verden - sammen med Ålen, selvfølgelig.

Når hendes hår krøller i små totter og hun blotter sine hvide tænder i et bredt smil, når hun peger på telefonen og siger "mormor" (hun tror en telefon hedder mormor) så er jeg så lykkelig indeni, så meget jeg aldrig troede det var muligt.

Alligevel kniber det sommetider med at se virkeligheden. At hun er virkelig og ikke bare et dukkebarn. Ikke noget legetøj - hun er Ivalo. Hun er et vildt barn, elsker at tumle og blive tumlet med, gider ikke spænder i håret og kan selv fortælle mig hvornår hun vil tages op. Så sent som i dag gik jeg ind for at hente hende efter hendes middagslur, hvor hun sagde nej og rystede på hovedet da jeg ville tage hende op. Så fik hun lov at sidde lidt endnu. 5 minutter senere ville hun heller ikke op, og jeg gav hende 5 minutter mere. Kunne høre hende sidde og lege i sin seng og da for tredje gang gik ind for at hende hende, rakte hun sine arme op mod mig og jeg mærkede hendes ben sprælle i luften da jeg løftede hende.

Øjeblikket senere havde hun proppet en savle-våd sut i munden på mig og jeg måtte smile, selvom det var lidt klamt. Nu står hun foran mig - på sine små korte ben og de små totter der pynter i de fineste krøller bag ørene. Jeg er bare smadder glad. Mit lille dukkebarn.