Sneen falder...

Jeg fælder en lille tåre...



Sidder i min varme sofa, ser de store, bløde snefnug falde ned fra himmelen.



Jeg får en hjemve, der ikke er til at styre, og jeg må bare lade tårene falde indtil jeg ikke kan mere.



Hvor er det underligt at føle en så stor kærlighed for to lande, to kulturer. Mit hjerte græder for alt det jeg savner, alt det der ikke er som det burde være, for min historie og fordi jeg trods alt er lykkelig.

3 kommentarer:

Charlotte illum Larsen sagde ...

Jeg bliver blød om hjertet når du skriver sådan. Jeg aer dig på kinden og fortæller dig at det hele nok skal blive godt igen..

nurhanne sagde ...

Jeg er rørt over at læse dit indlæg - vores liv er så forskellige , og så alligevel ikke så meget som man skulle tro. Jeg tror det er sundt at kunne græde - det forløser så man kan komme videre.

Mkh, Hanne

Anne sagde ...

Tårer kan såmænd være godt nok, Julia, de renser og heler som tiden går.
Og dit trods alt er det vigtigtste: du er lykkelig.

Knus og et moderligt strøg over det sorte hår herfra.
Anne