Bilbo Baggins:
I'm old, Gandalf. I know I don't look it, but I'm beginning to feel it in my
heart. I feel... thin. Sort of stretched, like... butter scraped over too much
bread. I need a holiday. A very long holiday.
Eller på dansk:
Bilbo Sækker:
Jeg trænger til ferie, en meget lang ferie [...] Jeg føler mig helt
tyndslidt, sådan ligesom strakt, hvis du forstår, hvad jeg mener: Ligesom smør,
der er blevet skrabet ud over alt for meget brød. Jeg trænger til forandring
eller noget.
J.R.R. Tolkien (på dansk ved Ida N. Ludvigsen): Eventyret om Ringen, Ringenes Herre 1. Haslev 1988
Sådan føler jeg. Jeg er muligvis kraftigt påvirket af eksamens-panik og eksamenslæsning - tag venligst højde for det.
Set bakspejlets klare lys, skulle jeg have revet et år ud af Universitets-kalenderen og helliget mig vores lille ny baby Ellen og i det hele taget taget tid til den transformation, vores familie er igennem med forøgelsen af endnu et lille vidunder.
Også Ivalo ville have haft godt af jeg havde taget mig tiden til et års barsel.
Min samvittighed knuger mig lidt, når jeg ser tilbage; vi gabte over for meget. Og det gik ud over os alle sammen: Ikke kun os 4 her hjemme, men også min Mor. Vi havde ikke klaret det uden hendes hjælp - og jeg ved ikke hvordan jeg skal få udtrykt min taknemmelighed til hende.
Det nytter ikke at fortryde - i hvert fald ikke for længe - og vi er også kommet igennem semesteret og kommer også videre og får lidt mere ro på. Eller i hvert fald en mere struktureret hverdag, hvor vi får vores rutiner og en tilfredsstillende fordeling af tid til både familieliv og universitetsliv.
Er det bare her hos os, eller har man som familie bare meget at se til? Skal jeg bare vænne mig til det?
Klokken 10 idag er min opgave afleveret - og så er der dømt et par dages ferie (læs: strikketid) inden læsning til næste eksamen begynder.
5 kommentarer:
Uh, jeg føler med dig. Det ER hårdt og TRAVLT at være familie i dag. Sjovt nok, når jeg kigger tilbage, er jeg gået fra at kræve høje karakterer og anderkendelser fra mit studie, til i dag, hvor familien fylder mere, at gå efter devisen "jeg skal bare bestå".
En mormor er guld værd i den henseende. Og hun har sikkert nydt det mindst lige så meget; det er ikke alle, der har fri tilgængelighed til børnebørnene så tit. Jeg kan godt forstå, du er hende taknemlig, og ind imellem kan man undre sig over, hvordan den ældre generation kan finde de der kræfter frem, der bare gør, at man selv kan slippe lidt, uden at have alt for dårlig samvittighed.
Pøj pøj med opgaven, og tillad dig at nyde tiden indtil eksamenslæsningen overmander dig igen. Og husk nu,- du skal bare bestå, ikke opfinde den dybe tallerken.:-)
Det er jo sånn folk flest har det...
Syns du er flink, jeg!
Utfra hva man kan lese på bloggen din, er du jo veldig flink til å kose deg med familien og drive med dine egne ting også, i tillegg til å studere. Og jeg er sikker på at mormor har stor glede av hjelpen hun gir dere. Skjønner godt at du er sliten nå, men eksamen varer jo ikke så lenge. Og etterpå faller hverdagen tilbake på plass igjen. Det er jo også viktig at du driver med noe DU liker (les: studere), så du får brukt ditt gode hode!
Lykke til med eksamenslesingen!
familieliv er hektisk med børn, specielt små børn, også uden eksamenslæsning hængende også. heldigvis er der både op og nedture, flest op, men det kan nogle gange syntes næste uoverkommelig at nå at være alting for alle også sig selv. men når dagen er slut eller ugen eller året, ja så har vi jo nået det vigtigste alligevel og det er vel at være en familie på godt og ondt.
vh christina
Jeg ved præcis hvordan du har det. Trods det, at mit liv kun indeholder arbejds- og familietid, så føler jeg altid, at jeg svigter mine børn:-(
Måske var det bedre da mødrene gik hjemme...
Åh, Julia - det er da et tilbageblik der er til at tage og føle på.....HM... jeg er jo hjemme-mor for vores børn - og har stort set været det siden vi fik den ældste. Et afbræk på godt et år hvor jeg følte mig forpligtet til at gøre som flertallet, bruge min uddannelse og ikke svigte mine feministiske veninder der syntes dte var en skændsel at jeg gerne ville være hjemme hos vores barn, fik mig til at arbejde i et års tid. Et godt arbejde, et job jeg var pissegod til - men som jeg ikke kunne forene med at være forældre! Vi trivedes bare ikke med at have fået to guldunger og så aldrig kunne være sammen og leve sammen i andet end små afbræk og med tungen ud af halsen og altid en takse at pakke og et par ting at presse ind i en i forvejen fyldt kalender...
Efter 10 mdr.s arbejde var vi klar over at dét ikke var sådan vi ville være familie....
OG JEG HAR ALDRIG fortrudt.. og ville klart gøre det igen hvis jeg skulle "leve en gang til"! Der er kun den ene gang at tage imod at være forældre....
Så det vil aldrig blive fra mig du får at vide at du skal "vænne dig tild et"! Ikke tale om - der er kun ét liv og een gang at vores børn er små... At arbejde er der masser af år til - bagefter og ligeså at tage uddannelse - det er aldrig for sent! Det er det at være sammen med sine børn og skabe familieLIV!
Din mor er GULD - det kan nok næppe gøres bedre end ved at lade hende have netop dén plads hun har hos jeres piger - og så ved at du, som hendes hengivne datter - for det véd vi, at du er -det har du før skrevet så tydeligt herinde på din blog!! - fortæller hende hvor stor en del og ære hun har i at både den store og den lille er piger i trivsel og i at I som forældre hænger sammen endnu!
ORD er en dejlig ting at få af andre - de gode og rosende er naturligvis de ord vi vokser og frydes mest over... så jeg ville fortælle hende hvor skattet hun er og ikke ligge på den lade side med at tilkendegive det igen og igen - med glæde!
Send en kommentar