Gemmeleg

Ivalo elsker at lege gemmeleg. Hun finder et godt gemmested og råber så til mig: "Mooor, hvor er jeg?!??!". Jeg elsker det.

Vores eftermiddag og aften har været absolut fin. Fin er ikke det rigtige ord - det har været sjovt, hyggeligt, skønt og jeg har mærket en eftermiddag hvor vi har grint så det kildede i storetåen. Jeg har haft bobler i maven og mærket kuldegysninger ned af ryggen. Jeg har sunget mig næsten hæs og der er stor fare for jeg får mareridt af "jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en gammel mand..." - vi har været i Klappe-land, Danse-land, Øre-land, Møsse-far-land, Mors-ører-land, Dreje-rundt-land, Fødder-land, Kramme-land, Hår-land og et par stykker mere, som jeg ærlig talt ikke husker.

Lige pludselig gik hun helt tæt på mig, lagde sine små bløde hænder om mit ansigt og gav mig mit livs største kompliment: "Mor, vi ligner hinanden". Så sprang tårerne frem i mine øjne og vi fik krammet og møsset og jeg fik forklaret hende, at man nogengange bliver så glad at der kommer tårer i øjnene. Det godtog hun med det samme og vi kunne springe videre til Knipse-land. Jeg sidder igen og fælder en lille glædes-tåre nu, jeg kan slet ikke lade være.

Så sang vi en perfekt Ivalo-udgave af Lille Peter Edderkop og dansede til noget musik fra Ellens gå-vogn. Helt igennem dejligt!

Ellen var ikke helt putteklar da Ivalo var puttet, så vi tog lige 20 baner frem og tilbage i stuen med gåvognen. Ellen var ekstatisk og knald-hamrende-god til at gå frem og tilbage på sine små buttede fødder og vi nød hendes stolte smil når hun kom op igen efter der kom lidt for meget fart på vognen. Jeg havde lyst til at tage en lille bid af hendes butte-lår, men beherskede mig. Men også kun lige.

Nu sover de begge sødt og lidt snorkende - med 1000 sutter hver i seng og dynen sparket væk. Ellen har en lille fod stikkende ud af tremmerne og Ivalo har møllen lige i vejret og benene trukket op under sig. Det gør helt ondt inde i mig, så meget elsker jeg dem.