... jeg lyder som en søløve. En forkølet søløve med ondt i halsen. Stemmen er væk og feberen har for 117. gang i dette år indtaget min krop.

Jeg er øm i hele kroppen og elendigheden vil ingen ende tage. For jeg har også ondt i hovedet. Mine nye briller bliver endelig færdige i dag og jeg er stadig ikke klar over om jeg overhovedet når ned efter dem... Både min langsynet-hed og bygningsfejl er blevet meget værre på meget kort tid og jeg har en lille frygt for at jeg ender med at være fuldstændig blind inden jeg bliver 50. Det går virkelig ned af bakke med mit syn... (godt jeg kan strikke med lukkede øjne!)

På den positive side, så får jeg mig et par nye, smarte briller, da begge mine gamle briller ikke er en skid værd. Lortebriller. Jeg vil fremover ikke falde for latterligt billige tilbud, der går på 2 for 1. Stangen på det ene par falder hele tiden af og hele stellet går løs på begge briller med meget korte mellemrum. Det har jeg aldrig oplevet med mine andre briller fra Mogens.

Jeg havde ellers en opfattelse af jeg ville undgå alle de her forkølelser i alle deres forfærdelig trælse afskygninger når jeg begyndte at spise sundt. Jeps, jeg spiser nu sundt. Så sundt at jeg har tabt mig 7,4 kilo på små 3 uger! Jeg ved godt jeg ikke fortsætter med at tabe mig så meget, men så længe jeg overholder min plan om at tabe mig 1 kilo om ugen - vel og mærke ved at spise sundt, er jeg glad. Og forhåbentlig er een af side-effekterne at jeg bliver bedre til at komme over forkølelserne efterhånden som kiloerne forsvinder.

Jeg får faktisk strikket. En lille bitte smule, men jeg får strikket. Jeg agerer test-strikker for Westknits igen - et smukt sjal, som jeg glæder mig meget til at vise jer. Pebbles mangler ikke meget og jeg er ved at strikke en fiskehue til et vennepars dejlige dreng. Der er kort sagt meget, der strikkes på, men ikke rigtigt noget, der bliver færdigt enndu. Faktisk fandt jeg min benløse Sheldon, som jeg må improvisere nogle ben til, da jeg har foræret børnehaven mine garnrester til - der i blandt den sidste rest brun til små padde-ben.

God Morgen DK har i øvrigt lige nu et indslag om strik og hækling - at det er meget hipt og ifølge dem, som mener noget om sådan noget, er det aller smartest at kunne strikke og hækle selv. Jeg har vidst det længe - at det er smart og hipt... De viser bl.a. en "hæklet" puff (den er faktisk strikket!!!), som til forveksling ligner den her, som du selv kan strikke. Der er også en strikket "sok" til at hive ned over lampen - et par tusind kroner koster den, men mon ikke vi kan gøre det billigere selv...?

4 kommentarer:

Estermarie sagde ...

De linker rent faktisk til Pickles hjemmeside for opskriften.
God bedring og stort tillykke med dit flotte vægttab.

Gitte sagde ...

God bedring til dig Juliepusser.:-)
Flot med vægttabet!! Selvfølgelig går det altid stærkt i starten, men det er rigtig godt netop med et kilo om ugen, hvis det skal være et varigt vægttab.. God vind med det!
Knus til dig

Britta sagde ...

Ih altså - jeg spiser også sundt og er forkølet hele tiden!! Det kan da ikke passe...

Håber du snart er frist igen. Og så er det da vist snart på tide at vi mødes på Carlsen..?

Lisbeth K sagde ...

God bedring, Julia - og tillykke med dit flotte vægttab.