Så er det nu...

... at jeg skal fatte kartonerne og få ryddet op og på plads oppe på mit overskuds-værelse. Men jeg har allermest lyst til at blive her under tæppet på sofaen og putte og måske sove lidt.

Har sovet ganske udemærket - mellem de gange hvor KaramEllen vågnede og lige skulle have lidt nus og møs. Hun er sgu kær, den lille - når hun er helt groggy og ber´om et møs og en krammer og kapir til at tørre næsen i. Hun mumler "I kow yooo" mens jeg lukker døren i og lister ind i min egen seng. Ivalo prøver at lære hende at sige "I love you", men vi kan ikke rigtig nænne at sige til hende at det ikke hedder "I lob you", for det er sgu også kært.

Tror det er den der nuttethedsfaktor der gør, at jeg synes Ellen stadig er kær, når hun total-flejner fordi hun selv vil tage sine støvler på, men tror at Ivalo har stjålet hendes støvler, men alligevel vil have hjælp, men så alligevel helst vil selv, men ikke rigtig kan. Det ville jeg egentlig også total-flejne over, nu hvor jeg tænker over det...

Ivalo er lykkelig. Hun har eget værelse (med skrivebord) og ny lyserød flyverdragt. Hun får veninde på besøg på søndag. Hun er også meget stolt over at kunne alfabetet og at hun kan tælle til 79 nu. Det kører bare for hende! Hun mente i øvrigt at vi havde smurt glidecreme på bordet, for hun synes det føltes glat som is. Hvor har hun lært det ord?

Jeg tager en lydbog på og går igang. Planen er, at vi INGEN fyldte kartoner har, når vi er færdige. Vi har jo også ca. 50 m2 mere bolig at finde plads på...

Ingen kommentarer: