Garnanmeldelse: Bøllefrø fra Tante Grøn


Tanterne har fået et nyt garn hjem: Bøllefrø.
  • Bøllefrø fra Tante Grøn.
  • Løbelængde: 50 gram/ca. 178 meter.
  • Anbefalet pindestørrelse: 3 mm.
  • Strikkefasthed: 27 m x 32 p = 10 x 10 cm.
  • Fiberindhold: 100 % Super Merino Extra Fin Uld. 
Du har måske allerede luret, at den har samme løbelængde som Blomsterfrø, jeg anmeldte for nogen tid siden - så alle opskrifter, der passer til Blomsterfrø (og Bio), passer også til Bøllefrø. Det er jo skønt, for der findes allerede lækre opskrifter til Blomsterfrø.

Bøllefrø findes i meget klare farver og nogle mere douche farver, hvilket giver mulighed for at gå helt amok i grundfarver med knald på, eller hengive sig til bløde, rolige nuancer. Der findes 12 farver, du kan se alle fra Tanterne HER.

Jeg har valgt 3 farver med fuld fart på - inspireret af 80´erne: Koboltblå, gul og koral.


Strikkeprøven i glatstrik viser at der er en god maskedefinition. Garnet er meget rundt og består af 4 to-trådede garner, der er spundet sammen. Det giver gode muligheder for at arbejde med snoninger, der klæder garnet godt og får snoningerne til at fremstå skarpe.

Jeg synes det var nemt at strikke med garnet - det er nemt at få både glatstrik og rillestrik til at se jævnt ud og garnet splitter ikke. Jeg strikkede med de klassiske Addi Turbo/Garnstudios metalpinde, som er en smule mere runde end KnitPro/KnitPicks pindene.

Da jeg har flere i min omgangskreds, der har baby på vej, fik jeg lyst til at se om jeg kunne få nogle striber til at se godt ud til et par blebukser fra den nye Vendestrik Bukser fra Meedom. (Som jeg også har set nede hos Tanterne, men ikke kan finde i webshoppen). Det synes jeg; og da garnet er superwashbehandlet, kan det snildt smides i vaskemaskinen på en 30 grader uldvask uden du skal være bange for at det filter.

Genialt til babystrik - meget blødt og vaskbart.


Alt i alt - en skøn tilføjelse til Tanternes sortiment - jeg håber der kommer endnu flere opskrifter til dette garn.

Her nedenunder ses en strikkeprøve, hvor jeg har eksperimenteret med vævestrik.

Et helt enkelt mønster, der går over 4 pinde og er her strikket med 3 farver, hvor du skiftevis strikker 2 pinde med farve A, to pinde med farve B og 2 pinde med farve C. Du strikker derfor kun med 1 farve ad gangen.

Mønsteret er deleligt med 4+3, det vil sige, at du starter med at slå X antal masker op, der kan divideres med 4 og slutter med at slå 3 ekstra masker op.

* = gentag fra stjerne til stjerne pinden ud eller til andet angivet.
  1. farve A: (Vrangsiden) 1vr, *l maske løs af med garnet foran arb, 3vr*, slut med l maske løs af med garnet foran arb, 1 vr.
  2. farve A: (Retsiden) 3r, *l maske løst af med garnet bag arb, 3vr*.
  3. farve B: 1vr, *l maske løs af med garnet foran arb, 3vr*, slut med l maske løs af med garnet foran arb, 1 vr.
  4. farve B:  3r, *l maske løst af med garnet bag arb, 3vr*.
  5. farve C: 1vr, *l maske løs af med garnet foran arb, 3vr*, slut med l maske løs af med garnet foran arb, 1 vr.
  6. farve C:  3r, *l maske løst af med garnet bag arb, 3vr*.


Og herunder en variation, hvor garnet holdes BAG arbejdet HVER gang, der tages en maske løs af:


Utroligt, som en så lille detalje, kan have så stor effekt på resultatet.

Links til opskrifter, der kan strikkes med Bøllefrø:

Gratis:
 Ikke-gratis:

En tester

Jeg har allerede en kladde liggende med info fra Grib Garnet (som jo var AWSOME) og andet sniksnak, men jeg blev lige nødt til at prøve min nye tablet. Så, her er et billede af begyndelsen på en strikkeprøve til en garnanmeldelse og dermed endnu et garn til Leksikonet.


Post GribGarnet-depression

Jeg er vel hjemme efter Grib Garnet.

Jeg er stadig høj fra garn-dampen og fantastisk samvær med alle I skønne strikke- sy- hækledamer.

Jeg havde en masse dygtige kvinder til workshop, de hang i og lærte en masse nye ting - og på trods af stor koncentration, var der også tid til sjov og grin. Jeg synes stadig det er sjovt, at så mange ellers snakkeglade strikkedamer, kan sidde så stille i så længe.

Der skal også sendes et stort TAK ud til arrangørerne af Grib Garnet, jeg tænker mig, må trænge til en masse hardcore nusning efter at have stablet så godt og velsmurt garn-maskineri sammen. Mine kursister roste hele arrangementet til skyerne - det samme gør jeg. Hvis I inviterer igen, så kommer jeg! Jeg kommer nok også, selvom I ikke inviterer...

Jeg var så heldig, at der kom en sød fotograf og tog et billede af mig midt i min workshop - her er linket til artiklen, der blev bragt i MJA.dk.

Som alle de andre skriver, må der flere poster til, og jeg har et par stykker i støbeskeen og for jer, der ikke kan få nok af workshops, eller ikke nåede at være med til Grib Garnet, er der til september endnu mulighed for at workshoppe løs til Strik Brande Glad, se oppe i Workshop-fanen.

Alfred og Kamilla på Rugårdvej

Da jeg var til Kulturhavnefestival, fik jeg muligheden for at smage på mad fra Alfred og Kamilla, der har til huse i min baghave. Mums, mums, mums - det var en god oplevelse.

Vi fik fiskedeller og muslinger - Ivalo var mest vild med fiskedellerne, mens jeg nød muslingerne, der var væltet ind i en røget sovs.

I dag er det mandag - men jeg synes du skal overveje om din aftensmad skal indtages hos dem i morgen, da de hver tirsdag har det, de kalder Go´Aftensmad, hvor du for 100 kr (børn halv pris) kan få dig et lækkert måltid uden at skulle tænke på indkøb, tilberedning og opvask. Husk blot at der er tilmelding senest kl 12. tirsdag.
Jeg var, som så ofte, et smut forbi Tanterne forleden.

De har fået nyt garn!!

Bøllefrø, som er et 100% superwashbehandlet, ekstrafin merino. Jeg skyndte mig at forelske mig i en slags 80´er inspireret kombi af gul, blå og koral, som jeg selvfølgelig laver strikkeprøver af og skriver en anmeldelse på inden for den nærmeste fremtid.

Så har de fået nye farver i Bio Blomsterfrø og Blomsterfrø, som jeg har anmeldt lige her. Jeg havde svært ved at beherske min iver over den nye grå og gule, som jeg kan se for mig i striber til en baby-vest.

Kan I huske de der striber, jeg teststrikkede for Tanterne i sin tid? De er blevet til en slags vest, der strikkes som 2 runde dele, der så kan sættes sammen i alle mulige farver - både i striber og i ensfarvet. Hvis du strikker 3 ringe, kan den 3. bruges som et tørklæde, der kan vikles 2 gange om halsen. Igen er det Ann Harrison, der er den geniale.

Jeg er så glad for at bo i en by med en så dejlig garnforretning - med en masse kreative Tanter, der spytter den ene gode idé ud efter den anden.

Vendestrik igen!

Jeg er ved at lave en strikkeprøve til et par uldne bukser. Til mig selv.

Jeg skal på en cykeltur sammen med en flok andre skøre tosser, der synes det er sjovt at cykle på gamle cykler og iklæde sig tøj, der antyder man nok nærmere er fra før 1940 end 2012.

Jeg har ikke nogen gammel badedragt. Joh, det har jeg faktisk - min er fra 80´erne, men det er ikke gammelt nok. Så jeg har tænkt mig at strikke mig en ny badedragt i stedet.

Jeg havde tænkt mig at strikke et par bukser og en top - og opskriften til bukserne har jeg fundet i den nye Vendestrik-bog fra Vingefang. Jeg har allerede de to første bøger, som jeg har brugt til at finde inspiration i - men jeg synes den nye bog Vendestrik Bukser fortjener en lige så god modtagelse blandt strikkere.

Jeg har børn i min omgangskreds i aldreren 0 - 12, så der er masser af emner at tage fat om.

Jeg har (selvfølgelig) ikke tænkt mig at følge opskriften helt nøje - min ændring kommer til at være:
  • lidt længere ben
  • der skal strikkes en fin blonde på
  • måske en hulmønsterrække til at kunne trække et fint bånd igennem
Toppen har jeg endnu ikke besluttet mig til endnu. Jeg overvejer at samle masker op langs linningen/kanten på bukserne, men vil også gerne kunne have bukserne på til vinter inden under en nederdel eller en kjole. Måske en fancy løsning med nogen knapper...?

Smuk, smukkere...

Så blev mine troldebørn 4 og 6 år. Der er præcis 2 år mellem dem - de fik hinanden i fødselsdagsgave og det er som altid sjovt, når folk finder ud af de har fødselsdag samme dag, men uden at være tvillinger.

Ellen lagde ud med at fortælle hun synes hun er vokset 7-8 cm natten til d. 6. juni, hvor hun blev 4. Ivalo synes kun hun havde vokset små 5 cm.

Ellen fik en ny cykel mens Ivalo fik en Nintendo DS. Ja, de fik også en masse andet - og en masse tøset.

Om eftermiddagen skulle vi til forældremøde på Ivalos skole. Det første møde, hvor hun mødte sine nye potentielle klassekammerater, hvilket var meget spændende, eftersom vi valgte at beholde hende i børnehaven, der lå i samme distrikt som vores gamle lejlighed - hun kender derfor ikke de andre børn, hun skal gå i skole sammen med. Heldigvis var hun i fuld gang med at lege allerede 30 sekunder efter vi fandt legepladsen og det var en god oplevelse for os alle 3.

Det er så vildt, at hun skal i skole. Jaja - det kommer ikke bag på mig, at hun skal i skole, men jeg synes stadig det er et øjeblik siden, jeg tissede på graviditetstesten og fandt ud af jeg var gravid dengang i Oktober 2005.

2 år senere kunne jeg så konstatere at jeg var gravid igen - og efter det første møde med jordemoderen kunne jeg grine lidt af hun mente min termin var på Ivalos fødselsdag. "Jaja, det sker jo alligevel ikke", grinte Christian og jeg sammen.

Fremgang!

Jeg strikker løs - på det ene og det andet - jeg har aldrig været strikkemonogam - og bliver nok heller ikke i fremtiden.

På vesten er jeg nået halvvejs op af ærmegabet på rygstykket og min selvtillid omkring vesten er meget svingende. Først bliver jeg usikker på om den passer Søren, så prøver han den på og så ser han jo flot ud. Snoninger klæ´r ham sgu. Så kommer jeg hjem og strikker videre, så bliver jeg igen usikker på om rygstykket er for smalt. Indtil jeg kommer i tanke om at der kommer rib på og at mine beregninger faktisk passer. Så kommer der endnu et svagt øjeblik.

Så er det, jeg finder et nyt strikketøj frem. Huen er jo færdig - og jeg mangler blot at sy toppen af vanten sammen, før den er færdig. Godt, jeg ikke løber tør for idéer og projekter lige foreløbig!

Selvom jeg lige nu har mest fokus på de her herre-modeller, så kan jeg ikke lade være med at få nye idéer. Sommetider får jeg idéen fordi jeg har en praktisk udfordring - som da Nessie blev til - nogen gange er det fordi et garn er så ualmindelig blødt, at det bare MÅ strikkes op med det samme - men denne gang er det kommet af den gule farve, som I jo nok efterhånden ved, er min yndlings.

Jeg har fundet 3 meget forskellige garner - i samme nuance, som jeg vil lave et sjal ud af. Helt enkelt, men med små finurligheder og detaljer.